Jeg taber fornuften og falder i staver mens regnen står i stænger og solen går ned. Fodfæstet ryger og balancen går op i røg. Denne bjergbestigning går ned af bakke.
Mens jeg dejser om mig selv i vertikal rotation indser jeg sagtmodigt min udsigt… Jeg kan godt skyde en hvid pind efterhÃ¥nden. Den lærer hurtigt at ligge død.
På klods hold falder brikkerne endelig på plads. Jeg undergår en overgang i mellemtiden og forstår i mit fald at livet er indrettet retningsløst.
-Â Jonas