Det ser ud til at der godt kan komme lidt regn, for skyerne ser truende ud og jeg kan høre en sagte buldren i baggrunden der blander sig med larmen fra flyene der letter fra lufthavnen i nærheden. Jeg er en time for tidligt på den, så der er god tid til at gå lidt rundt og betragte omgivelserne

Jeg tror ikke ligefrem man kan kalde stedet her en ghetto, men fashionabelt er kvarteret bestemt ikke. Rundt omkring mig er monstrøse boligblokke spredt rundt i landskabet med løs hånd. Nogle er grå som betonen de er lavet af, mens andre er dekoreret med forskellige farver der giver dem et lettere ironisk udtryk af kulør og containerhavn. Det er ikke til megen nytte for beton har nu engang den egenskab at ligne sig selv umiskendeligt efter et par års manglende vedligeholdelse.

Min spadseretur fører mig op ad en trappe mens graffitien slynger sig forbi mig i en skøn blanding af revolutionære budskaber og obskøne franske fraser. Trappen ender oven på en parkeringsplads. Nogle lasede net og udviskede streger afslører at der engang har været en tennisbane. Spillerne er med tiden skiftet ud med et par indkøbsvogne der står midt i det hele og kigger tomt i luften.

Nogle børn pjasker rundt i en vandpyt mens forældrene sidder på en bænk i nærheden og betragter dem. Det er ved at blive mørkere og vinduerne omkring mig lyser op et for et i takt med at lynene nærmer sig og det begynder at blæse op, så jeg overvejer at finde læ.

På vejen krydser jeg en fodgængerbro. På en af siderne er der tegnet to masker der stirrer på bilerne der kører forbi. Det går op for mig at maskerne er et godt symbol på hvad jeg ser omkring mig. Den følelsestomme ansigtsløse facade går ikke kun igen i bygningerne der omringer mig, men også menneskene der passerer mig på gangbroen. I grunden er det ikke så underligt. Der skal noget af en facade til for ikke at falde i et med de livløse omgivelser inderst inde.

Jeg beundrer at de kan klare denne virkelighed der for mig forekommer postmodernistisk og fremmedgørende. Jeg kender nogle af dem og jeg ved at selvom deres ansigter intet røber når de går mellem husene, så er der varme i deres øjne.

Så mens regnen efterhånden siler ned omkring mig står jeg nu under et halvtag og venter og skriver på et stykke papir der lå og flød i en krog. Jeg skriver for at bevare følelsen og øjeblikket. For at kunne give begge dele videre.