Jeg synes det er på plads lige at nævne at Ubuntu Dapper Drake blev udsendt her i torsdags.
For de af jer der ikke er indforståede med hvad præcist Ubuntu Dapper Drake er, så bør jeg nok tilføje at Ubuntu er en af de mest udbredte Linux distributioner, og at Dapper Drake er den nyeste og mest fantastiske version af denne.
Jeg har selv udelukkende kørt linux på den her computer det sidste halve år, og selvom det selvfølgelig ikke er smertefrit, så har det alligevel været en fornøjelse, og jeg savner det virkelig meget hver gang jeg sidder ved en Windows maskine.
Den umiddelbare fordel ved Linux frem for Windows er at styresystemet er så meget hurtigere. I modsætning til Windows som bliver tungere og tungere at køre for hver version, bliver ting optimeret for hver gang der kommer en ny ubuntu distribution (det gør der hvert halve år, ca). Det betyder for mig at min 3 år gamle computer lige er blevet endnu hurtigere.
En anden ting jeg er kommet til at værdsætte er den måde programmer er integreret i Linux. Da de fleste programmer til linux er gratis har ubuntu en central database på internettet med programmer og filerpakker der kan installeres. (Omtrent 18000). Det betyder at hvis jeg vil installere et program, så kan jeg bare åbne en ‘package manager’ og sætte flueben ved programmet. Derefter bliver det downloadet og installeret automatisk (og lovligt!).
Den sidste ting der er værd at nævne er at adware, spyware og virus er stort set ikke eksisterende i linux-verdenen. Ikke at systemet er fuldstændigt imunt over for sådan noget, for det tror jeg ikke… Alle udviklerne af sådan noget stads har det bare med at koncentrere sig om Windows fordi der er mange flere brugere. (Og fordi det er lettere). Det er jo rart for os andre.
Men jeg vil ikke sidde og bygge luftkasteller, så jeg må hellere lige tilføje at for alle jer mennesker derude der spiller avancerede computerspil, så er Linux nok ikke løsningen. Ikke at det er umuligt, for det er det slet ikke. Det er bare helvedes besværligt. For mig der ikke spiller computerspil er det derimod er dejligt alternativ til Windows.
Du kan hente ubuntu her: www.Ubuntu.com.
Jeg bruger selv en variant af Ubuntu der hedder Kubuntu som kan hentes her: www.Kubuntu.org.