En stor fed hvid elefant har sat sig lige oven på mig.
Det var ikke særlig rart,
men jeg prøver at gå videre og lade som ingenting.

Jeg bærer min byrde uden opsigt.
For selvom den er tung,
så er den frygtelig svær at få øje på.

Trods dens uanselighed glemmer jeg den ikke.
Når jeg er alene med den,
bryder jeg sammen under dens vægt igen og igen.

Jeg prøver at bede den om at gå væk.
Det vil den desværre ikke,
selvom jeg hårdnakket forsøger at ignorere den.