Der er noget jeg må fortælle dig.
Jeg tænker ikke. Ikke længere.
En dag forsvandt tankerne pludseligt med et sæt, og jeg sad alene tilbage.
Væk var larmen fra gaden, og dråberne der faldt fra hullet i loftet.
Tilbage var kun evigheden.

Det er bedre sådan her.
Det kan jeg mærke når jeg ler.
En varm og intetsigende latter der fylder rummet med sit fravær.
Selv når hjertet er kvalt flyder latteren roligt i sit eget tempo.
Hen imod evigheden.

Smerten fik jeg aldrig glemt.
Den kommer og går igen.
Før undres jeg når jeg blev hjemsøgt af dette gespenst,
men nu hilser jeg den blot velkommen som en kærkommen gæst.
Lad den blot bide i evigheden.