Jeg har kun mødt én gigant i mit liv, men han var til gengæld også så omfangsrig at det tog mig flere dage at undslippe hans tyngdefeltet.

Manden var en verden i sig selv, et centrum så stærkt at selv tiden bøjede sig om ham og efterlod et rum i hans nærver hvor timer og minutter ikke længere eksisterede.

Når ethvert formål forsvinder er kun tilstedeværelsen efterladt. Tilstedeværelse hinsides kedsomhed, ensomhed og rastløs traven. Der er kun salig dvælen ved sekundets klang. Det var denne tilstedeværelse han indgød mig idet han sag over for mig smagte eftertænksomt på ordene jeg havde ytret ham.

Okay, sagde han.

Okay sagde han så igen, nu med en anden accent, som for at føle ordets kanter og kurver før han gav slip og lod det slippe fri.

Og ordet fløj og formede i mig en oplevelse, et minde, et lille brudstykke af hans væsen.

For sådan taler giganter.