Nogle gange er jeg helt sikker på at jeg i sekundet før forstod noget meget meget vigtigt, men jeg kan aldrig huske præcist hvad det egentligt var jeg forstod.

Det er glimt. Glimt af klarsyn der forsvinder lige så hurtigt som de dukker op. Tilbage sidder jeg med en følelse af i et kort tidsrum at være sat uden for mig selv. Uden for min menneskelighed. I et kort sekund er alle bånd til verdenen brudt, og jeg har i ånden bevæget mig op over den, og kan undrende betragte dens ejendommelige meningsløshed.

Det er ikke dybe tanker der farer gennem mit hoved i det sekund. Ej heller dyb erkendelse. Det en afgrund af undren. En afgrund mellem verdenen og der hvor jeg betragter den fra.

Og så er det væk, og det eneste jeg får lov at tage med tilbage er en pludselig ide om at jeg tænkte noget vigtigt lige før, selvom jeg ikke kan huske hvad det egentligt var.

Et glimt af abstrakt umenneskelig undren.