Der står en dame og snakker til mig
Og jeg forstår ikke hvad det er hun forsøger at fortælle
Det er ikke fordi hun prøver at skjule noget
For hun gestikulerer ivrigt og smiler overbærende
Men ordene bliver langsomt til en strøm af lyde
mens min opmærksomhed svæver væk fra tid og rum

Jeg ser igennem hendes ord hen til den anden side
Hvor strømmen af lyd er svundet hen til en tonerne fra en violin
Som damen akkompagnerer med en episk ballet
Der får hendes krop til at blævre for hver piruet
Men da jeg trækker på smilebåndene stopper hun forarget
Og vi er pludselig tilbage

Talestrømmen er også forarget
Og damen kigger på mig som om jeg var skyldig
Men med mine blå øjne overbeviser jeg hende om det modsatte
Så et kort nik fra min side sender hende tilbage i hendes strøm
Og hendes strøm fører mig tilbage til den anden side
Hvor balletten er stoppet og erstattet med en frodig barokhave

Damen står nu i et konkavt blomsterbed og vander frimodigt
Men hun ser ikke at jeg står lige foran hende
Så hun vander bare videre selvom jeg vifter med armene
Og jeg bliver våd og klam og forstår ikke hun ikke ser mig
Så jeg skjuler mig bag en skotskternet paraply
Jeg får foræret af en havenisse der sender mig et medlidende blik

Før jeg ved af det er jeg forsvundet ind i øjnene
På denne skabning der tilfældigt kom forbi
Mens damen er forvandlet til stormen der hyler sagte i baggrunden
Og mens jeg flyver videre gennem pupillernes mørke
Hører jeg vindens susen som en fjern støj
Der pludselig stopper med et sæt

Jeg styrter mod jorden
På kollisionskurs med virkeligheden
Hvor jeg lander og skriver mit navn og en dato
Der vidst er en måned forkert eller to
Men damen griner bare indforstået til mig
Mens jeg forsvinder væk fra hendes verden
Før jeg får nået at spørge om hvad hun ville
Men det er nok heller ikke så vigtigt