Pludselig er den tilbage igen, følelsen af at der må være noget mere. Følelse af at han er nød til at bryde ud fra det hele. Følelsen af at livet bag glasruderne der dækker endevæggen indeholder så meget mere end det han får ud af det.

Whiteboardtavlen forbliver lige så tom som den altid har været, og skærmen flimrer sin evige flimren i det endeløse sekund før beslutningen er stadfæstet enstemmigt i hans ellers så ubeslutsomme hoved.

Nu skal det være! Nu skal der ske noget! Han kan mærke det som en sagte snurren hele vejen fra tåspidserne til skulderbladende. Det er som om alt inde i ham har ventet på dette øjeblik i årevis.

Han vender sig langsomt, næsten mekanisk rundt på sin kontorstol som han har gjort det så mange gange før, men denne gang lurer der et særligt glimt i hans øjne. Et lille gyldent glimt af vanvid, vantro og frihed.

Og så sker det. Han sætter af med benene fra skrivebordskanten, der har tjent ham vel i alle hans 15 år på kontoret, i en sagtmodig afsked af ekslosiv karakter. Intet fortryder han mens han suser gennem lokalet. Ikke engang at han ikke fik tømt hulkipperen, eller aflyst mødet med sine overordnede på næste torsdag. Der er kun vindens susen i håret, og så pludselig glasstumper der smyr sig kærtegnende rundt om hans skuldre og nakke i et kaotisk virvar.

Og så er han der. I luften. I friheden. Himmel og jord er i et i rotation om ham, og ikke omvendt. Solens stråler rammer hans funktionærhud i et strålende glimt af overvindelse, og i faldet når han ikke engang tænke over om det var hans tur til at købe ind til aftensmaden.

Men som det startede, sådan slutter det også. Hvad blev der tilbage af denne moderne opdagelsesrejsende? Ikke så meget mere end et hul i jorden og en styrtet kontorstol.

Ikke desto mindre var han i ét kort sekundt verdenens hersker