Jeg er ved at læse bogen “Vinden er min moder”, det er en gammel indiansk medicin mand, der fortæller, om ting han synes er vigtige. På et tidspunkt i bogen beskriver han indianernes brug af hvides skikke, og jeg vil bare citere ham ordret:

“Et andet tegn på fremskridt findes blandt Osage-folket. Når et medlem af stammen døde, udførte de en ceremoni. Derefter satte de den afdøde i en siddende stilling og stablede sten op om ham helt op til hovedet. På den måde kunne den afdøde ses af Den Store Ã…nd, og han ville ikke blive væk i jorden. Den siddende stilling er lig den et foster er i, lige før det bliver født. Det gør det lettere for den afdøde af blive genfødt ind i den åndligverden.

For mange år siden, da Osage-stammen ikke kendte noget til diabetiske koma, så det ud til at en af deres ældste var død, så de begravede ham på den traditionelle måde. Han kom tilsyneladende selv ud af komaen - for den aften kom han hjem. Han var dog meget bleg. Det virkede underligt, mens hans familie sagde ikke andet end. “Velkommen hjem.” Han døde tilsyneladende igen et par dage senere. Så de gennemgik ceremonien igen, satte ham på jorden og stablede stenene op omkring ham. Det samme skete, han kom tilbage om aftenen.

Noget tid senere var der en der én, der spurgte familien: “Døde han til sidst?”
“Det ved vi ikke, men sidste gang han lavede det nummer, bagravede vi ham på den hvide mands måde, og han er da ikke kommet tilbage endnu.”"

Det er jo et formidabelt eksempel på den positive indvirkning, den hvide mand har haft rundt omkring i verdenen.

- Niels