Så jeg tog mig en lille stund. En lille stund i vrimlen af epoker. Et øjeblik helliget alt der ikke var ikke mig. Jeg blundede nok kort, før jeg atter vågnede i vrimlen. Før jeg vågnede op fra min skønhedssøvn. Jeg så mig tilbage i mit eget spejl, der sad fastklinet til indersiden af mine øjenlåg. Det evigt ugyldige ingentingsspejl der spejler min afsondrethed fra verdenen der aldrig eksisterede. Og mens jeg sov skete der noget. Vrimlen overalt mig forsvandt som det træ ude i skoven jeg ikke hørte vælte. Den forsvandt i et bølgebrus af vrimlende epoker, og kom ikke tilbage før jeg igen åbnede mine øjne og lod lyset slippe ind.