Forestil dig at du vågner op midt om natten ved at standerlampen der står ved siden af din seng pludselig vælter. Du kigger søvningt på uret der viser 5:50 og tænker at der endnu er lidt tid at sove i, men hører mere støj bag dig og vender dig om. Der, ikke mere end 1 meter fra dig er en mørkklædt skikkelse ved at hoppe ud af vinduet der pludseligt står på vidt gab.

Hvad ville du gøre?

Rent personligt kan jeg i hvert fald fortælle hvad jeg gjorde, for situationen skete for mig igår nat, og jeg må indrømme at min reaktion overraskede mig en smule.

Jeg tror de fleste af os har hørt om tilfælde af panik hvor folk har reageret fuldstændig instiktivt i rædsel, frygt eller afmægtighed, men personligt havde jeg indtil igår aldrig oplevet hvad det virkelig ville sige når instinkterne slår til og alt andet mere eller mindre slår fra. Jeg har ofte overvejet hvordan jeg selv ville reagere i en panisk situation, og håbet på at jeg ville kunne holde hovedet koldt hvis jeg for eksempel befandt mig på en synkende færge. Jeg tror ikke jeg kan drage nogle videre paralleller mellem det jeg oplevede igår nat og så mine hypotetiske tankeeksperimenter, men jeg fik da i hvert oplevet hvad det vil sige at slå klik.

Jeg ved ikke om det har nogen relevans, men jeg synes det hører med til historien at fortælle at jeg da jeg var mindre havde svært ved at falde i søvn om natten, fordi jeg altid troede der var nogle lige bag mig. Jeg kunne ligge og vende mig frem og tilbage i timevis og hele tiden føle en tilstedeværelse som jeg badet i koldsved ikke kunne bortforklare med fornuft og tændte lamper. Jeg tror ikke jeg nogensinde forestillede mig at det mareridt skulle blive til virkelighed. Prøv at kig på dit vindue, og forestil dig at der står en fremmed person uden for og venter på at du falder i søvn, så personen kan hoppe ind. Lige nu giver det mig kuldegysninger bare at skrive sætningen, men jeg har svært ved at gennemskue om jeg kan formidle den angst jeg oplever videre, eller om mine beskrivelser er tom luft. Skodderne er slået for i aften, og lyset er tændt.

Normalt sover jeg med åbent vindue. Derfor var det ingen sag for indbrudstyven at skuppe vinduet op og hoppe ind, hvis ikke den førnævnte standerlampe stod i vejen. Jeg ved ikke om det var computeren på bordet der trak eller om tyven troede at værelset var en ubeboet indgang, det er vel heller ikke så vigtigt. Fakta er at standerlampen stod i vejen og vækkede mig, der ved synet af en vildt fremmed lige ved siden af min seng gik fuldstændig i panik. Jeg kan desværre ikke berette om nogen heroiske gerninger, for det tog ikke tyven mange millisekunder at hoppe ud af vinduet igen. Jeg havde på det tidspunkt per automatik grebet det nærmeste inden for rækkevidde; min hovedpude, og sprang ud af sengen og hen til vinduet mens jeg skreg af mine lungers fulde kraft. I et kort øjeblik overvejede jeg at kyle min pude af fuld kraft ud af vinduet efter tyven, før jeg pludselig i et kort øjebliks klarhed indså at det ville betyde at jeg bare skulle ud og hente den bagefter, og det havde jeg ikke lyst til.

Eftertanke eller ej, så tror jeg at jeg skreg under hele optrinnet, uden overhovedet at overveje at stoppe, og da jeg havde sluppet mit grep i puden stædsede jeg skrigende op af trappen hvor forældrerne har soveværelse (jeg er au pair og bor hos en fransk familie). Jeg stoppede først med at skrige da jeg så Emma på 9 år stirre skræmt på mig fra sin døråbning. Lige på det tidspunkt stoppede al instinktiv panik pludseligt og jeg stod rystende tilbage kridhvid i hovede, fremstammede en undskyldning til Emma, og prøvede at forklare forældrerne at der havde været en tyv inde på mit værelse.

Der skete ikke så meget sidenhen. Béatrice som er moren i familien så en bil køre hurtigt væk og noterede nummeret ned, men det vidste sig senere at hun måtte have set lidt forkert. Mig og Patrick (faren) gik lidt rundt på må og få i huset og konstaterede at tyven nok aldrig kom længere end til mit vindue og at der ikke var flere af dem på spil i vores umiddelbare nærhed. Så jeg gik tilbage til mit værelse og lagde mig til at sove videre.

Jeg ved ikke om jeg reagerede anderledes end andre ville have gjort i min situation. Ikke markant, vil jeg tro. Men jeg i løbet af dagen spekuleret på ét aspekt af nattens oplevelse som jeg ikke vil have troet om mig selv.

Da jeg rendte efter tyven med puden i hånden så jeg rødt. Jeg ville gøre så meget ondt som muligt på personen. Det at han løb væk gjorde mig dybt rasende og såret. Ved eftertanke er min aggresivitet kommet bag på mig, og jeg er idag temmelig glad for at situationen nok ikke kunne have udviklet sig til mere end en bizar ensidet pudekamp havde tyven været lidt langsommere.

Mens jeg lå i min seng lidt senere og prøvede at falde i søvn igen tænkte jeg ved mig selv at jeg burde have en kniv liggende i nærheden til næste gang. Jeg er glad for knive, har en del og bruger dem ofte til dagligdags ting, så det ville ikke være den store omvæltning at have en liggende i nærheden af hovedpuden. Til gengæld spekulerede jeg i løbet af dagen på hvad konsekvensen ville være hvis jeg kom i situationen igen og havde en kniv ved hånden. Tanken skræmmer mig, for jeg er ret sikker på at jeg ville bruge den.

I løbet af eftermiddagen snakkede jeg med naboen der udtrykte at det var en skam jeg ikke lige fik grebet fat i anklen og fangede tyven i flugten ud af vinduet. Jeg sagde det ikke, men inderst inde var jeg lykkelig over at tyven ikke snublede over vindueskammen på vej ud og satte mig i en situation hvor jeg kunne angribe eller flygte. Jeg har efterhånden som dagen er gået udviklet en helt sympatisk holdning til den stakkels person der er nød til at bryde ind på mit værelse for at skaffe penge til dagen og vejen. Da Béatrice (moren) fortalte mig at hun havde snakket med politiet og at de intet kunne stille op med nummerpladen hun havde noteret blev jeg lettet. Det overraskede mig også en smule, for jeg ser ikke mig selv som den mest altruistiske person når det kommer til stykket.

Så nu sidder jeg her og skal til at falde i søvn, og det er ærlig talt lidt svært at tage sig sammen til at gå i seng, for jeg kan føle skyggerne danse på væggen og fornemmer at mine drømme ikke bliver rare i nat.

Jeg håber de holder sig til pudekamp.