Det er ikke helt enkelt.
Men heller ikke så kompliceret igen.
Det er som om der mangler noget.

Noget der burde være der.
Noget der ikke er der.
Noget der er forfærdeligt smertefuldt i sit fravær.

Det er lidt som at skrive en roman uden bogstavet ‘e’.
Lidt som en tur til standen uden farven blå.
Lidt som himlen ved nymåne.

Vel at mærke hvis månen var livets centrum.
Eller hvis det var den eneste strandtur.
Eller hvis ordet ‘elsker’ var alt hvad der stod i romanen.

Hvert sekund der går bliver talt.
Hver tanke i den retning bliver kvalt.
Til sidst er det der savnes alt.