Maskinen æder langsomt min bagage og i min pludselige panik får jeg øje på damen bag skranken der smiler anstrengt og fortæller mig at jeg skal give slip og følge med. Jeg adlyder troskyldigt og bliver fortoldet for tre hundrede chokoladefrøer jeg ikke havde set da jeg pakkede. Hun spørger mig om jeg har holdt øje med bagagen hele tiden. Jeg nikker himmelvendt og tilføjer at jeg mistænker den for at holde øje med mig. Det virker som om hun forstår hvad jeg mener, for hun kigger væk og svarer: ‘Du har haft en hård dag hva?’. Det havde jeg, for tidligere undveg jeg knebent indtil flere zombie-familier der stod på række med tomme øjne og kiggede forbi hinanden. Jeg tror ikke de opdagede mig, og senere er jeg begyndt at spekulere på om de så noget som helst andet end tiden der gik i stå omkring dem. Jeg nævner det for hende og hun siger jeg ikke skal være bange. Zombie-familerne kommer her hver dag og står i kø forsikrer hun mig. Jeg spørger hende iltert om hun deler min frygt for dette dyr vi begge er fanget i, og i et kort øjeblik er jeg lige ved at tro at hun vil svare ja, Men hun virker ikke helt enig med mig, for da jeg tilbyder hende at flyve væk med mig svarer hun undvigende at hendes kontrakt forbyder det. Det kan jeg godt forstå jeg ikke kan gøre noget ved, så jeg spreder armene ud i luften for at flyve solo og bliver kørt væk fra min bagage der sidder på bordet og holder øje med 300 ulovlige chokoladefrøer.

(der måske ikke er helt ærlig her, men mit sidste besøg føltes i hvert fald sådan)