Stettins gader omslutter mig som dugfriske tåger.
Overalt findes en overstrømmende atmosfære af hektisk aktivitet.

Selv den grånede skikkelse der bevæger sig blandt forfaldne facader og rustne døre skuer målrettet fremad.
Solskinnets fravær lader betonen udstråle sit farvespil med dobbelt pragt og virvarets konstante summen følger mig til dørs i sin ustoppelige fremdrift mod intetheden.

Hvor er målet? undres jeg.
Hvilken nuance af byens overflod skal tegne fremtidens ideal?
Hvor i denne betonjungle er den horisont som det målrettede blik i vrimlen skuer så stædigt imod?

Blandt gulgrå sporvogne og nedslidte brostensveje spejler de farveløse vandpytter den grå virkelighed.

Jeg forelskes og fortabes i følelsestomrummet.

Imellem silhuetternes sneglen mod lavlandets højder lever sjæl og ånd i affældigt håb for en ussel forbedring mens byen ånder kulilte i mangel på alternativer.