Eller måske rettere: Hvad fanden er jeg så?

Svaret på det spørgsmål aner jeg virkelig ikke, men jeg ser heller ingen grund til at tvinge mit verdensbillede ind under en bestemt kategori, så i stedet vil jeg gerne give en kortfattet resume af mine refleksioner over emnet.

Hovedsagen er at jeg tror. På hvad ved jeg egentligt ikke helt, og måske er tro ikke engang det rigtige ord…

Jeg håber. Jeg håber på livet, på daggryet og på lykken. På det meste når det kommer til stykket. Mit håb stammer fra en essentiel afmagt jeg føler over for at kunne vide noget som helst, for jeg er kun én. Én eneste gnist af bevidsthed der opfatter og reflekterer over et sekund af horisonten som for mig er alt der nogensinde har eksisteret.

Vi er alle kun én. Selv når vi står sammen ved vi ikke noget som helst. Men dermed ikke sagt at sanserne er alt og et og at der ikke findes andet end refleksioner over sansninger, for jeg tror ærlig talt ikke at den empiriske tilgang til verdenen er særligt fyldestgørende. Inderst inde opfatter jeg ikke sanserne som andet end et spejl af mig selv. Jeg er på sin vis den verden jeg sanser. Når jeg åbner øjnene og kigger ud, er det virkeligheden der kigger på sig selv. (Det er bare mit generelle menneskesyn. Jeg går ikke rundt med nogen frygt for at være unik på det punkt).

I sidste ende aner jeg ikke hverken fra eller til som sædvanligt. Jeget er for mig at se sådan set både alt og intet i forhold til verdenen, og i sidste ende så temmelig integreret at jeg egentligt ikke kan se nogen grund til at skille de to ting ad. Ud over den uafvendelige identitetskrise det ville medføre for den moderne verdens individer selvfølgelig.

Tilbage står jeg så efterladt af fornuft og overblik og betragter mig selv og min verden i en afmægtig følelse af ikke at kunne gennemskue konsekvenserne af noget som helst. Hvordan skulle jeg kunne vide om den ene billiard-bold ruller videre efter den anden rammer den?

Fra et eksistentielt bliver det kun endnu værre. Jeg kan umuligt oprigtigt tro at mine handlinger er til gavn eller fordel for noget som helst, for der er ingen klippegrund jeg kan støtte mig selv til.

Tilbage står jeg med håbet om at det sådan set nok går alligevel, og det er hverken negativt eller apatisk for når jeg håber er det med tillid til at det ikke er nytteløst.

Det er ikke som en bøn der forventer opfyldelse, eller et råb der forventer svar. Det er mere i retningen af at gå fremad i blinde og føle sig sikker i håbet om ikke at falde.

Jeg tror ikke på gode eller onde mennesker og gode eller onde handlinger, men jeg har tillid til at verdenen basalt set er helt fin, og det gør enhver skala fuldstændig overflødig…

Jeg tror ikke på livets formål, eksistentielle niveauer eller verdenens endepunkt, men jeg har tillid til at det bliver en oplevelse alligevel…
Så for at vende tilbage til hvad hele teksten drejer sig om, så er jeg ikke ateist eller for den sags skyld agnostiker på grund af min tillid.

Jeg er magtesløs i mit håb men håbefuld i min tillid.

(Der måske er en tand for bombastisk men mener det oprigtigt)