Jeg er nyligt blevet færdig med bogen Tilværelsens ulidelige lethed, der for mig står tilbage som en af de bedste bøger jeg har læst i mit liv. Nu to uger efter trækker jeg stadig paralleller til bogen konstant og så igen.
Bogen er i sig selv en kærlighedshistorie, men forfatteren Milan Kundera har en fantastisk evne til at trække historien op på et livsfilosofisk plan der sammer med historien danner en utrolig tankevækkende fortælling.
Siden jeg har svært ved at styre min begejstring tror jeg bare jeg vil afslutte med et citat fra første kapitel: “Undergangens aftenstråler kaster et nostalgiens fortryllende skær over alt”. Se det er kunst!