Jeg er inde i en killer-spree med gamle digte lige for tiden. Her er et til, selvom det ikke er helt så gammelt som de andre. Det er også lidt anderledes.

Jeg er nok den lykkeligste i verden
Tænkte en dreng en dag ved sig selv
Da han kom gående ned ad rue Gaston
Med et nykøbt stykke kage fra den lokale bager
Og en lille gul papirlap hvor der stod 10 cifre
Som var knuget og krøllet sammen i venstre hånd
Og mens tankerne dansede omkring ham i sprælsk eufori
Vandrede han stille og roligt videre som så ofte før
Og smilte til gravene på kirkegården
Og den slidte facade på det gamle teater
Og grønthandlerens lavstammede puddel
Og de blå tilskoddede vinduer hos den lukkede slagter
For det kunne godt være han ikke vidste
hvad livet ville bringe ham om føje tid
men forventningens glæde gjorde at han
lige præcist i dette korte tidsrum måske havde ret