Derude hvor horisonten får vinger og flyver væk med et suk, står havfugle og kigger fortabt på hinanden. Solen ligger blikstille på bølgetoppene der tavst ruller i baggrunden. Selv vinden fordyber sig i havets ro og slår sig ned med sagte stød.

Azurblåt og tanggråt står vandkanten og venter med tålmod min fods nølende nedkølen. Albuen dypper jeg først for at smage på temperaturen, der vækker tiltagende minder om dugfald og skumring. Dernæst hælen og fodsålen så vandet langsomt stiger opad mod tåspidserne i en isnende omklamring jeg ikke kan lade være med at nyde. Inderst inde bag brystet, over maven og vest for højre nyre strømmer forudindtagede bølgebrusninger igennem kroppen og jeg griner dem væk.

Latteren slås for en stund med havets tavshed før den giver op med en dyb indånding og forlader sig selv mellen sandkornene og de muslingeskaller der mangefarvede ligger i min lomme. Fortabt er nok ikke det ord jeg egentligt leder efter, men det er det eneste der falder mig ind idet vandet slår mod min knæskal med små rustne nyk.

Dynghøje skvabbetuer svajer saligt imod mig og byder mig resignerende velkommen til deres verden. Jeg nikker tilbage og opdager perplekts at fødderne slår rødder i den skaldyrskrydrede strandbund. Bevidstløs gror mit omfang ned mod undergrunden og fæster mig til livet som havplante i euforisk forenelse med verden omkring mig.

&Oslashsters klapper roligt i søvne og forestiller sig havstrømmenes forspilte muligheder. Horisonten der for lang tid siden forsvandt fra min næsetip med baksende vingeslag indser sit sande cirkerunde jeg. Et tilfældigt sandkorn falder uopmærksomt i staver med en irrelevant summen af ledighed.

Besat af evighed forsøger jeg indigneret at befri mig fra altet, men indser aldrig at jeg brydes med mig selv. Det er der ingen grund til. Målet er vejen.

Jeg er et træ i saltvandskanten.