Jeg fortsætter i tråd med igår med endnu et gammelt digt jeg fandt på computeren

Har jeg nogensinde fortalt dig at du er smuk,
når du sidder der over for mig på tværs af stolen
og småsludrer mens du stryger dit brune hår væk
så de glimter i lyset fra sterinlysene på bordet
og lægger sig til rette sådan at det fremhæver dit smil
når du med undren i stemmen spørger om jeg hører efter
og i samme nu ubevidst rykker lidt i stolen
så skjorten viser en smule af din højre hofte
der drager mine øjne til sig så jeg dårligt nok
kan koncentrere mig om at svare ja på dit spørgsmål
og du ler og jeg ler og dine øjne ler
og du sidder stadig på den let reseverede måde over for mig
og smiler dit karakteristiske smil jeg kunne genkende
på 3 kilometers afstand hvis jeg havde lyst
og jeg retter mig op og tænker ved mig selv
Jonas, hvad laver du her? Du ender med at falde for pigen