Det var ikke helt planen at min første aften på festival i Sydspanien skulle ende i et skybrud.

Taget min planlægning i betragtning kunne det vel næppe have kommet bag på mig at der ville snige sig et par overraskelser ind hist og her, men det slår mig at når jeg overlader livet i hænderne på tilfælder står jeg tilbage med et resultat der er mere surrealistisk end jeg nogensinde kunne have forudsagt.

Min karriere som blaffer på en spansk tankstation endte brat da en flok hjemmestrikkede poncho-typer i en grøn varevogn med fartstriper råbte mig an for at høre om jeg ikke ville køre med. Det virkede som en fremragende idé, så jeg hoppede ind og før jeg vidste af det var jeg praktisk talt adopteret. Marcellis der kørte bilen havde inviteret tre piger fra henholdsvis Italien, Tyskland og Grækenland med på et roadtrip fra Torino i Norditalien til Andalucien, for at komme på Fiesta del Dragon. Han var selv en Italiensk hippie fra et farm-kollektiv oppe i Norditalien et sted.Det var omtrent sådan han beskrev sig selv da jeg spurgte.

Som én stor familie provianterede vi i Órgival og kørte bagefter ned på den udtørrede flodseng der udgjorde rammerne for festivallen. På vej ind mødte vi nationalgarden der stod og kiggede lidt resignerede ud i luften. Det virkede som om de havde stillet sig tilfredse med at betragte optoget af farverige og/eller udslidte varevogne og autocampere der kørte forbi dem i en lind strøm. Meget andet kunne den snes soldater vel heller ikke rigtigt stille op.

Selve festivallen var allerede temmelig befolket af en broget flok mennesker der mest af alt lignede en blanding af neo-punk Terry Gilliam sci-fi og 60′er woodstock nostalgoi. Det føltes som om jeg var ankommet til en fest hvor temaet var nitter/flowerpower, ser man bort fra at en betragtelig del af deltagerne her formentligt går sådan klædt til dagligt også. Det er ikke særlig svært at skille sig ud fra sådan en flok non-conformists.

Det begyndte at regne temmelig tungt da vi kørte ind på festivalpladsen, så min nye familie insisterede på at jeg blev og spiste aftensmad sammen med dem i stedet for at spendere tiden ude i regnen på at sætte mit telt op. Det tog mig ikke mange cost-benefit analyser at regne ud at de havde en god pointe. Og desuden så laver Marcellis en virkelig god pasta med pesto. Han er trods alt italiener.