Vi spiste engelske bisciuts og havlrådden frugt til morgenmad. Vores engelske naboer havde været forbi supermarkedets skraldespand på vej til festival og havde fundet en guldgrube af frugt der åbentbart ikke var værd at sælge mere. Og Marcellis havde medbragt masser af biscuits. Scrumptious!

Det jeg holder mest af ved festivaller er de mennesker jeg møder. Der er en lidt anden stemning når man sådan alle er væk fra vante omgivelser og så videre. Der er lidt mere åbenhed. Selvfølgelig deler vi morgenmad.

Naboerne med den rådne frugt fortalte at de kommer fra et hippiekollektiv ved kysten i Wales hvor de lever af affaldsspandende bag supermarkederne i området. Sådan mad-mæssigt i det mindste. De havde kørt herned i en stor hvid varevogn, og på vej ned gennem Frankrig havde de mødt et par spanske blaffere der efter en vandretur i Skotland var på vej hjem. Så vidt jeg kunne forstå boede de egentligt i Barcelona, men nu var de endt her, og det var sådan set også helt fint.

Og så var der mine genboer som kom fra Schweiz og brugte det meste af deres tid på festivallen på at snitte i træ. Da de blæste op i løbet af dagen endte mit telt mere eller mindre oven i deres, men der var ingen grund til alarm mente de, og hjalp mig med at finde et par sten at lægge i det så det blev på jorden, hvorefter de ellers satte sig og snittede videre.

For ikke at nævne en raver der dag efter dag stod det samme stod med hænderne over hovedet og ravede til den samme musik i alle fire dage jeg kiggede forbi.

Eller den ædre herre i et nydeligt jakkesæt der virkede som om han ikke helt hørte til. For at tilfredsstille min nysgerrighed gik jeg hen til ham og spurgte ham på gebrokken spansk hvordan det kunne være han havde jakkesæt på. Han svarede mig ligefremt at han godt kunne lide at have jakkesæt på, og jeg lærte hvad det ville sige at være virkelig non-conformist.