Jeronimus Kurtsen, søn af Kurt Olesen, søn af Ole. Dagen var smuk og blå, og buddingblander Jeronimus Kurtsen blandede budding. Som alle andre af de 183 dage turen havde varet skulle officererne have vaniljebudding med rom og soltørrede figner, der var vædet i cognac fra den lille franske by Lill. Jeronimus så ud af vinduet og ud på den evige horisont, han spekulerede over om de andre matroser havde ret, og at officererne ikke havde nogen idé, om hvor de var.

I det første lange stykke tid havde han forkastet idéen. Hans tiltro til officererne var eksemplarisk. En hver ordre fulgte han, selv hvis den indebar, at han skulle putte kanel i buddingen i stedt for vanilje. Ja, intet offer var for stort, officererne havde altid ret. På det sidste var han dog begyndt at tvivle. Der var snart ikke flere figner tilbage eller sukker til officerernes kaffe, og matroserne havde i to måneder levet af suppe kogt på saltvand og gamle læderstøvler.

Tvivlen var kommet snigende, som en norsk skovkat der prøver at fange en lille kanin på en stille efterårsdag. Selvom det er upassende for en engelsk gentleman at udvis ængstelse eller bekymring, virkede det underligt, at i stedet for at diskutere skibets position eller de manglende rationer til mandskabet, var Kinas økonomi af en eller anden grund det eneste der optog officererne.

I starten vakte deres interesse for emnet ikke hans opmærksomhed, men nu efter 3 måneder uden af se land og intet tegn på bekymring, kunne han ikke længer undgå at undres. Han var efterhånden blevet enig med sig selv om, at det var på tide at handle. Officererne var tydeligvis ikke klar over, den overhængende fare for at løbe tør for de figner han hver dag serverede for dem.

I dag skulle være dagen, han var ikke søn af Kurt Olesen, som var søn af Ole uden grund. Men, da han stod foran døren indtil officerernes middagsspisesal blev han overvældet af en enorm ærefrygt. Var han, en mening matros i friskstrøget matrostøj, overhovedet værdig til at tale med de fornemme officerer? NEJ, han havde været overmandet af hybris. Aldrig havde han været så tæt på at begå en så graverende fejl. Hænderne rystede da han gik ind med buddingen, heldigvis var officererne travlt optaget af at diskutere indflydelsen af den almen kineseres stigende rigdom på det samlede Kinas købekraft: "Hvordan det vil påvirke den kinesiske industris fremtidige udvikling, og i hvilket omfang ville det få indvirkning på bruttonationalproduktet?" spurgte de undrende hinanden.

Efter få dage var der ikke flere figner tilbage. Den morgen vågnede Jeronimus badet i sved, hvad skulle han gøre? Han var ene mand blevet betroet ansvaret for, at der skulle være budding til officererne hver dag. Figner var godt nok ikke nødvendige for at lave en budding, men han vidste, at det hørte sig til. Han var stået op før de andre og gik nu alene omkring på dækket. Der var helt sikket ikke flere figner på skibet.

Mens han gik rundt på dækket, faldt hans øjne på redningsbåden. Selvfølgelig! Han havde brug for en redning, og her var en båd der åbentlyst kunne redde ham. Hvorfor havde han ikke tænkt på det noget før? Han satte sig ned i redningsbåden og spekulerede på hvordan den mon virkede. Han havde aldrig prøvet en sådan båd før. Over i den ene side var der et reb, på et skilt ved siden af det stod der: "Hiv kun i dette reb i nødstilfælde!". Efter et sekunds spekulation stod det klart for ham at mangel på figner måtte gå ind under kategorien nødstilfælde. Jeronimus hev i rebet, og med et var det som om, at bådens bund forsvandt under hans fødder og brat kom tilbage da den ramte vandet.

Det var ikke fordi han havde ventet noget bestemt, men han havde ikke forventet at det her skulle ske. Hvordan skulle officererne få figner ved, at han sad i en robåd? Han brugte lidt tid på at undre sig og overveje om han havde gjort det rigtige, men med den hastighed en kugle forlader en 300 punds skibskanon som dem de havde stående på agterdækket forlod bekymringerne hans tanker. Det var tidligt om morgenen, og han var lidt træt, så i stedet for at løse problemet han lagde sig ned i bunden af båden for at få en lur.