Efter noget tid vågnede Jeronimus. Han så sig omkring i redningsbåden. Pludselig opdagede han noget, som ikke havde været der før. På bænken i agterstavnen sad der et tal. Han kunne hurtigt se at det måtte være tallet , men hvorfor var det her, og så var der også noget andet. Efter længere tids studie opdagede han hvad det var, tallet havde en ond og lidt trist aura. Grunden til at det havde taget lidt tid at opdage var at det ikke var en helt tal, og ikke hele tal var altid problematiske, for de var svære at se. Ikke svær at se som i usynlig, men svær at se som i ude af fokus. Det havde også en kvadratrod, og den udgjorde et særligt problem for Jeronimus, for han havde aldrig lært om kvadratrødder, så det var for ham fuldstændigt umuligt at bestemme tallets størrelse. Var det stort, eller var det lille? Han havde ingen anelse, og det gjorde ham en smule urolig at sidde i en lille båd med noget han ikke havde den fjerneste idé størrelsen på. På trods af dette skræmmende mangel fulde indtryk besluttede han at prøve på at skabe kontakt.

"&Oslashhh. Goddag… Jeg hedder Jeronimus, dig har jeg vist ikke set før?" Sagde han lidt usikkert, og overvejede om det var en god måde at starte en samtale på. Tallet vendte sig om og så på ham, med et ansigt der udtrykte udpræget overraskelse. Det var dog kun et flygtigt udtryk, og blev straks erstattet af en selvtilfreds mine, det til gengæld gav et varigt indtryk. "Ã…hh undskyld jeg havde ikke opdaget, at du var i båden Jeronimus." Jeronimus’ ansigt lyste af overraskelse og det var ufrivilligt et særdeles morsomt skue, hvilket tallet højlydt fandt skægt på en lettere ond og nedværdigende måde, ikke at det for Jeronimus gjorde noget. For selvom alle normale mennesker ville have opdaget den undertone der var i grinet, gjorde han det ikke. "Hvor… Hvordan kender du mit navn?" Fremstammede Jeronimus, han havde aldrig været særlig god til matematik, og det undrede ham derfor at tallet kendte ham. De eneste tal han kendte var dem i 10-tabellen, som han havde lært i skolen.

Som så mange andre tal, faktisk alle tal, havde ikke den store forståelse for den menneskelige psyke og de normer, der normalt er i et menneskeligt samfund. Derfor fandt det ikke nogen modsætning i at vise svaghed og sårbarhed og stadig opføre sig som arrogant og bedrevidende. "Jov ser De, det er faktisk en længere historie. Jeg kommer fra det samme skib som Dem, men jeg må nok hellere starte med begyndelsen. De husker nok for nogle måneder siden da officererne fik den idé at de ville beskrive Kinas økonomi. For at gøre det skal der laves en del beregninger og jeg blev hurtigt involveret. Problemet var blot det, at min svagt onde aura gjorde at de andre tal mobbede mig. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere, og jeg gemte mig ned i skibskøkkenet, det var derfra at jeg kendte dit navn. Al den tid jeg gemte mig ledte jeg efter en flugt mulighed, så jeg kunne komme væk fra skibet. Efter en måneds tid i skjul så jeg hvad jeg på da værende tidspunkt troede var en redningsbåd der havde revet sig løs. Det var en chance der ikke skulle gå mig forbi."

I et stykke tid sad Jeronimus og funderede over det faktum at tal rent faktisk mobbede hinanden, da det pludseligt slog ham. "Hvis du er stukket af fra regnestykket hvordan kan de så få det til at gå op? Og er det derfor at de har brugt så lang tid på det?"
"Hmm det lyder som en sandsynlig forklaring, jeg har aldrig gået op i om stykkerne jeg var med i gik op, bare de i princippet var stykket rigtigt sammen."
Jeronimus var overlykkelig, endelig havde han fundet løsningen på skibets problem. "Så må du skynde tilbage til skibet så officererne kan blive færdig med deres analyse, og begynde at koncentrere sig om at få skibet tilbage på rette kurs."

"Hvorfor skulle jeg dog gøre det nu hvor jeg endelig er sluppet væk?"
En anden ting ved tal er at de ikke har nogen helhedsforståelse, og kun kan se situationer fra deres egen synsvinkel.
"HVAD!! Du kan rede hele besætningen fra døden, er det ikke en grund?" Udbrød Jeronimus enormt chokeret.
"Nå" Sagde og begyndte at se på en fisk som svømmede rundt om båden.
Jeronimus’ forbavselse over ’s manglende reaktion var stor, og den var endnu større over at det nu bare sad og så ned i vandet. Hvad kiggede det på? Efter nærmere eftersyn fandt også Jeronimus fisken ret så interessant, og glemte for en stund diskussionen. For det var en særlig underlig fisk.