De så ned på fisken. Den svømmede i cirkler omkring båden, og dens øjne så på dem med en interesse, som man ikke forventer fra en fisk. Pludseligt stak den hovedet op af vandet, og begyndte at tale. "Det lader til at I er i lidt af en knibe, men I er heldige for jeg er en magisk fisk, og jeg vil, mod en mindre modydelse, gerne hjælpe jer." Mod en mindre modydelse blev slynget ind i sætningen med en ubemærket selvfølgelighed som kun en fisk kan gøre det.

Jeronimus undrede sig, knibe? Hvad snakkede den om? "Hvad mener du med knibe?" spurgte Jeronimus, for selv om der var andre, der var kvikkere end ham, glemte han aldrig hvad deres lære på matrosskolen havde sagt til dem. "Hvis I på noget tidspunkt finder jer selv i samtale med en fisk, skal I grundigt overveje, om det nu også er klogt, det I er ved at fortage jer." "Det er vel ret indlysende, er det ikke?" svarede fisken på Jeronimus’ spørgsmål. "I sidder i en lille båd midt ude på havet, I har ingen åre eller sejl, og der er 772 sømil til nærmeste land."

 så på Jeronimus. "Man kan vel fristes til at mene at den har ret." sagde tallet, og fortsatte med et spørgsmål. "Hvad kan De gøre for at få os ind på land?" spurgte han fisken som svarede: "Det skal jeg fortælle jer, men først når I har lovet, at I til gengæld vil hjælpe mig en anden gang."

 afgav hurtigt et løfte på både sine egne og på Jeronimus’ vegne. "Hvis I kigger under den røde redningsvest ovre i stævnen, vil I finde en lem åben den og kravl ned at stien, og I vil komme til land." Alt dette var gået alt for hurtigt til, at Jeronimus havde nået, at opfatte halv delen af hvad der skete, og det var først, da han så lys neden under sig på vej ned af stigen, at det gik op for ham.

Da de begge var komme uskatte ned, stod de og betragtede stigen. Stigen var ret populær, for der kom hele tiden folk ned af den. For dem var det tilsyneladende ganske normalt, de kravlede ned hilste på dem de kendte og gik så målbevidste videre. I lang tid stod Jeronimus og undrede sig over hvordan en stige bare kunne komme ud af ingen ting, og hvor alle de personer der kom kravlende egentligt kom fra, for han var helt sikker på, at de ikke kom fra båden.

Det blev hurtigt kedeligt at se på stigen, og på de folk der kravlede ned af den, så de begyndte at gå. De fulgte den vej som gik fra stigens bund og frem ad. De havde gået et stykke tid inden en af dem sagde noget. Det var  der brød stilheden. "Hvor tror De, at vi er?" spurgte han. Jeronimus så sig omkring, som en meerkat der skuer ud over savannen i en søgen efter mulige trusler, med alle sanser indstillet på den livs vigtige opgave, og som i det øjeblik den opdager fare advare resten af kolonien, der løber i sikkerhed i deres underjordiske gange. Det eneste han så var et hus ude i horisonten. Observationen hjalp ham ikke med at bestemme stedet så han nøjedes med at trække på skulderne som svar på spørgsmålet.

Et stykke tid efter tallet havde stillet sit spørgsmål, kom de til det lille hus. Det viste sig ved nærmer eftersyn at være en grænsevagt, eller mere præcist en grænsevagts hus. Huset var forladt. Det var placeret ved siden af vejen og midt på den grønne streg, der som en tusch på hvidt karton, markerede grænsen. På et skilt overfor grænse posten var der med neon skrevet "VELKOMMEN TIL DEN RELATIVE VERDEN", men siden tal og bogstaver ikke kan udstå hinanden og Jeronimus aldrig rigtigt havde forstået begrebet relativt tog de to følgesvende ikke videre notits af skiltet. Knoppen på toppe flagstangen var faldet af og bommen stod åben, så de gik ind i det nye land.