Punk/Hippie dualiteten der slog mig da jeg først ankom, blev først for alvor virkelig da jeg fredag aften tog ud for at se nattelivet an. Hvor festivallen om dagen er et kaotisk men idyllisk fristed hvor folk sidder i græsset med trommer og fløjter og halvmediterer, så bliver det om natten forandret til en pulserende arena af elektroniske rytmer der blander sig sammen med masserne der danser og danser og danser og danser.

Her er ingen lamper eller laterner der belyser festivalspladsen, så de eneste lyskilder er sporadiske projektører der lyser op i teltene i takt med rytmen af musikken, og menneskene der stadig danser.

Det er marts måned, og selvom det er sydspanien er natten stadig kølig, så den letteste måde at holde sig selv varm på er forvilde sig ind blandt menneskerne der bare fortsætter med at danse.

Jeg er nok mest et dagsmenneske når det kommer til festivaller.

Vi spiste engelske bisciuts og havlrådden frugt til morgenmad. Vores engelske naboer havde været forbi supermarkedets skraldespand på vej til festival og havde fundet en guldgrube af frugt der åbentbart ikke var værd at sælge mere. Og Marcellis havde medbragt masser af biscuits. Scrumptious!

Det jeg holder mest af ved festivaller er de mennesker jeg møder. Der er en lidt anden stemning når man sådan alle er væk fra vante omgivelser og så videre. Der er lidt mere åbenhed. Selvfølgelig deler vi morgenmad.

Naboerne med den rådne frugt fortalte at de kommer fra et hippiekollektiv ved kysten i Wales hvor de lever af affaldsspandende bag supermarkederne i området. Sådan mad-mæssigt i det mindste. De havde kørt herned i en stor hvid varevogn, og på vej ned gennem Frankrig havde de mødt et par spanske blaffere der efter en vandretur i Skotland var på vej hjem. Så vidt jeg kunne forstå boede de egentligt i Barcelona, men nu var de endt her, og det var sådan set også helt fint.

Og så var der mine genboer som kom fra Schweiz og brugte det meste af deres tid på festivallen på at snitte i træ. Da de blæste op i løbet af dagen endte mit telt mere eller mindre oven i deres, men der var ingen grund til alarm mente de, og hjalp mig med at finde et par sten at lægge i det så det blev på jorden, hvorefter de ellers satte sig og snittede videre.

For ikke at nævne en raver der dag efter dag stod det samme stod med hænderne over hovedet og ravede til den samme musik i alle fire dage jeg kiggede forbi.

Eller den ædre herre i et nydeligt jakkesæt der virkede som om han ikke helt hørte til. For at tilfredsstille min nysgerrighed gik jeg hen til ham og spurgte ham på gebrokken spansk hvordan det kunne være han havde jakkesæt på. Han svarede mig ligefremt at han godt kunne lide at have jakkesæt på, og jeg lærte hvad det ville sige at være virkelig non-conformist.

Fiesta del dargon er en fri festival. Den største af sin slags i Europa for den sags skyld. Så vidt jeg kan se er de fleste spanske aviser enige om at vi var omtrent 13000 rebeller der alle burde dømmes for støjforurening. Hvad de burde have skrevet er noget mere i stil med ‘13000 mennesker formår at overleve 4 dage sammen uden rindende vand og elektricitet og toiletfaciliteter’, for i og med at festivallen er fri, betyder det også at der ikke er sørget for noget. Selv ikke musikken er en selvfølge, for som arrangørerne skriver på deres hjemmeside så kan det være fordelagtigt selv at tage en scene med, hvis man har lyst til at spille en sang.

Et andet råd på hjemmesiden er at man selv tager en skovl med, i det tilfælde man skulle have lyst til at forebygge forstoppelse.

I praksis betød det at hippiekollektiver fra rundt omkring - mest England - havde medbragt generatorer og kæmpe højtalersæt og nu sørgede for at der i alle døgnets 24 timer rungede enten trance eller reggea ud i atmosfæren. Typisk en skønsom blanding, siden de kun var et par af scenerne der rent faktisk var placeret i et telt for at skærme lyden.

Mad og drikke kan man købe sig til, hvis man som mig var for doven til at medbringe det på forhånd. Der er ikke noget videre reglement eller licensering, så hvis du har et gasblus og lidt mel og vand er der intet i vejen for at du åbner en bagerbiks. Det var der temmelig mange der gjorde, hvad der betød et væld af farverige boder der solgte stort set alle de varianter af letfordøjelig fastfood der normalt findes på en festival, bare med den undtagelse at her kostede en øl kun en euro. Najs!

Det var ikke helt planen at min første aften på festival i Sydspanien skulle ende i et skybrud.

Taget min planlægning i betragtning kunne det vel næppe have kommet bag på mig at der ville snige sig et par overraskelser ind hist og her, men det slår mig at når jeg overlader livet i hænderne på tilfælder står jeg tilbage med et resultat der er mere surrealistisk end jeg nogensinde kunne have forudsagt.

Min karriere som blaffer på en spansk tankstation endte brat da en flok hjemmestrikkede poncho-typer i en grøn varevogn med fartstriper råbte mig an for at høre om jeg ikke ville køre med. Det virkede som en fremragende idé, så jeg hoppede ind og før jeg vidste af det var jeg praktisk talt adopteret. Marcellis der kørte bilen havde inviteret tre piger fra henholdsvis Italien, Tyskland og Grækenland med på et roadtrip fra Torino i Norditalien til Andalucien, for at komme på Fiesta del Dragon. Han var selv en Italiensk hippie fra et farm-kollektiv oppe i Norditalien et sted.Det var omtrent sådan han beskrev sig selv da jeg spurgte.

Som én stor familie provianterede vi i Órgival og kørte bagefter ned på den udtørrede flodseng der udgjorde rammerne for festivallen. På vej ind mødte vi nationalgarden der stod og kiggede lidt resignerede ud i luften. Det virkede som om de havde stillet sig tilfredse med at betragte optoget af farverige og/eller udslidte varevogne og autocampere der kørte forbi dem i en lind strøm. Meget andet kunne den snes soldater vel heller ikke rigtigt stille op.

Selve festivallen var allerede temmelig befolket af en broget flok mennesker der mest af alt lignede en blanding af neo-punk Terry Gilliam sci-fi og 60′er woodstock nostalgoi. Det føltes som om jeg var ankommet til en fest hvor temaet var nitter/flowerpower, ser man bort fra at en betragtelig del af deltagerne her formentligt går sådan klædt til dagligt også. Det er ikke særlig svært at skille sig ud fra sådan en flok non-conformists.

Det begyndte at regne temmelig tungt da vi kørte ind på festivalpladsen, så min nye familie insisterede på at jeg blev og spiste aftensmad sammen med dem i stedet for at spendere tiden ude i regnen på at sætte mit telt op. Det tog mig ikke mange cost-benefit analyser at regne ud at de havde en god pointe. Og desuden så laver Marcellis en virkelig god pasta med pesto. Han er trods alt italiener.

De næste 4 dage er sat af til festival i midten af ingenting ved foden af Sierra Nevada. Fiesta del Dragon hedder den, og det er også stort set alt hvad jeg kan finde ud af. Jeg ved ingen gang præcist hvor den er, men jeg tænker ved mig selv at europas største frie festival nok skulle være til at finde.

Min nabo har også hørt om den, nævner han aftenen før det går løs. Han så i et indslag i nyhederne forleden at borgmesteren i Orgiva havde sendt nationalgarden ud for at lukke hele foretagenet ned. Naboerne havde vidst klaget over lydniveauet.

Right…

Jeg har ikke taget to dage fri fra arbejde uden grund, så jeg kan da tage bussen hen for at kigge på sagerne om ikke andet. Det virkede i hvert fald som en glimrende idé indtil damen i billetlugen sødt fortæller mig at bussen til Orgiva kørte igår, og den næste kører lørdag eftermiddag.

Riiight…

Så jeg blaffer. Det gør jeg sku. Med telt og mad på ryggen overlever jeg nok hvis der går en nat før jeg kan komme tilbage igen. Hvor intet vover osv.

Og sådan gik det til at jeg stod og tomlede på en tilfældig tankstation i Andalucien for at komme på en festival jeg ikke vidste om eksisterede og ikke rigtigt vidste hvor var, mens det langsomt begyndte at dryppe fra en tung Sydspansk himmel.

Her har ikke været så meget at læse på det sidste, kan jeg ligesom se på det hele. Har taget mig en pause for bloggeriet fordi jeg ikke rigtig havde noget at skrive. Billeder er der masser af, men har ikke rigtig lyst til at uploade billeder for aktivitetens skyld, og siden jeg ikke har noget på hjertet virker en pause som et udemærket alternativ.

Bloggen er forresten blevet 1 år gammel i mellemtiden. Ud over det har jeg installeret linux på min macbook, fået lov til at holde min første udstilling og bestemt mig for at være kunstner i spanien næste år.

Nr jeg en dag om noget tid får taget mig sammen starter jeg igen, for jeg har egentligt en del idéer om hvor jeg vil henad med denne blog, men lige nu står den på pause.

På gensyn.

Forleden læste jeg en artikel i Popular Mechanics. Den var fra 1950 og handlede om hvordan verden ville se ud ved årtusindskiftet. Her var flyvende biler, planlagte byer med lige gader, telefoner med indbygget fjernsyn og heliports til samtlige husstande. Det er klart at forfatterne ikke ramte særlig præcist i deres forudsigelse, men som læser fra år 2000+ var det også slående at forudsigelserne var fanget i deres egen tid. Verdenen som artiklen beskrev var så at sige en harmonisk, teknologisk videreudviklet og moderniseret udgave af 50′erne. Artiklen handlede ikke om fremtiden, men de forhåbninger og forventninger man håbede den ville bringe tilbage i 50′erne.

Popular mechanics står ikke alene, for efter at have læst artiklen gik det op for mig at alle de artikler jeg læser nu om dage begår den samme fejl. De konstruerer en verden af borgere fra vores tid, omgivet af teknologiske landvindinger og markedstrends. Der bliver sjældent taget højde for at vi om 50 år måske (og højst sandsynligt) har forandret os enormt. Tænk tilbage på forskellen på 50′ernes samfund og sammenlign så med det samfund vi har i dag inden for så centrale emner som moralske værdier, samfundsmæssig struktur eller forbrug.

Det er nu ikke for at hænge nogle ud at jeg skriver dette, for hvordan skulle forfatterne af de forudsigende artikler også kunne regne ud hvad fremtiden ville bringe? Hvordan skulle forfatterne tilbage i 50′erne have den ringeste anelse om hvordan verden ser ud idag? De er chanceløse, og kan derfor ikke gøre andet end at projektere en teknologisk udvikling på det samfund de ser omkring dem. Inderst inde mistænker jeg dem for ikke engang at indse den begrænsning de arbejder under, men ganske naturligt tænke at deres hverdag såmænd nok er rimelig konstant.

Det kan historien hurtigt overbevise os om at den ikke er. Vi skal ikke særlig langt tilbage før ting vi tager for givet endnu ikke engang er blevet gisnet om. Koncepter som Markedsøkonomi, virksomheder, copyright og forbrug var om ikke utænkelige, så radikalt anderledes for bare 100 år siden. Går vi længere tilbage er den selvindifikation som vi har så travlt med idag fuldstændig ikke-eksisterende. Den verden vi skaber om os er i evig forandring, og om 100 år vil vi formentligt have forandret os lige så meget.

Når vi kigger på fremtiden med den konklusion i sinde, får det mange implikationer, for vi kan pludselig ikke længere konkludere at fremtiden bare er giga-pixel-kameraer og fjernsyn hvor man selv kan vælge tv-programmet. Selvfølgelig er de ting der måske også, men virkeligheden og samfundet de optræder i er markant forandret.

For at kunne forudsige hvordan hverdagen kommer til at se ud er vi nød til at forstå hvad der skaber de forandringer vi ser omkring os gennem årene. Det er ikke helt enkelt, og i løbet af historien har der været mange forskellige bud. Den typiske almenkendte indsigt jeg støder på oftest er at det er få stærke personer der handlekraftigt skaber historien. Ghandi, Hitler, Einstein, Dronning Magrethe osv. Personligt tror jeg det er en forsimplet model, fordi jeg tænker at disse personer må have deres bevæggrunde et sted fra. Ingen ghandi uden engelsk imperialistisk undertrykkelse.

Filosifisk set har der også være forskellige bud på fremskridtets bagmand. Hegel mente at verdensånden søgte mod oplysning igennem teser og antiteser der blev til synteser. Jeg tror eksemplet med Indien kunne forklares med Ghandi som tese og englænderne som antitese, samt indiens uafhængighed som syntese. Karl Marx tog denne tanke videre og mente at samfundet blev omvæltet når forholdet mellem klasserne nåede et bristepunkt af uretfærdighed. Alt tankegods og idealer var ikke en faktor for forandrelse, men et udtryk for at denne forandring fandt sted. For ham ville Ghandis budskab om uvoldelig modstand være et produkt af den revolution som Ghandi forsøgte at gennemføre.

Begge herrers teorier er selvfølgelig mere komlicerede og vidtrækkende end min forsimplede gennemgang, men de kan bruges til at sætte tanker igang. I grunden ved vi kollektivt ikke hvad der skaber de forandringer vi har observeret gennem historien. På trods af talrige historiebøgers forsimplede årsagskæder er der i realiteten ingen der ved om det er teknologiske opfindelser der skaber økonomiske omvæltninger, eller omvendt. I sidste ende går det nok begge veje, og helt generelt skulle det ikke undre mig om virkeligheden er en god kombination af alle løsningsmodeller samt yderligere et par stykker som ingen har tænkt på (endnu).

Så hvad skulle de stakkels forfattere i Popular Mechanics have gjort? De burde have gjort som enhver spåmand/spåkvinde også burde gøre idag: Indse deres egen utilstrækkelige indsigt. Vi kan ikke tage en udvikling i et aspekt og fortsætte den som en funktion ud i fremtiden, uden at tænke på de sociale, økonomiske, tekniske og økologiske ændringer (med mere) det ville medføre. Rent faktisk så kan den forrige sætning gøres lidt kortere: Vi kan ikke tage en udvikling i et aspekt og fortsætte den som en funktion ud i fremtiden. Der er simpelt hen for mange variabler til at det er muligt at sige noget der bare giver den mindste mening i et større perspektiv.

Når det er sagt så er jeg nu meget glad for at forfatterne hos popular mechanics ikke gjorde det, for det kan godt være artiklen var ganske læseværdig da den blev skrevet, men den er om noget endnu mere underholdende idag.

Derude hvor horisonten får vinger og flyver væk med et suk, står havfugle og kigger fortabt på hinanden. Solen ligger blikstille på bølgetoppene der tavst ruller i baggrunden. Selv vinden fordyber sig i havets ro og slår sig ned med sagte stød.

Azurblåt og tanggråt står vandkanten og venter med tålmod min fods nølende nedkølen. Albuen dypper jeg først for at smage på temperaturen, der vækker tiltagende minder om dugfald og skumring. Dernæst hælen og fodsålen så vandet langsomt stiger opad mod tåspidserne i en isnende omklamring jeg ikke kan lade være med at nyde. Inderst inde bag brystet, over maven og vest for højre nyre strømmer forudindtagede bølgebrusninger igennem kroppen og jeg griner dem væk.

Latteren slås for en stund med havets tavshed før den giver op med en dyb indånding og forlader sig selv mellen sandkornene og de muslingeskaller der mangefarvede ligger i min lomme. Fortabt er nok ikke det ord jeg egentligt leder efter, men det er det eneste der falder mig ind idet vandet slår mod min knæskal med små rustne nyk.

Dynghøje skvabbetuer svajer saligt imod mig og byder mig resignerende velkommen til deres verden. Jeg nikker tilbage og opdager perplekts at fødderne slår rødder i den skaldyrskrydrede strandbund. Bevidstløs gror mit omfang ned mod undergrunden og fæster mig til livet som havplante i euforisk forenelse med verden omkring mig.

&Oslashsters klapper roligt i søvne og forestiller sig havstrømmenes forspilte muligheder. Horisonten der for lang tid siden forsvandt fra min næsetip med baksende vingeslag indser sit sande cirkerunde jeg. Et tilfældigt sandkorn falder uopmærksomt i staver med en irrelevant summen af ledighed.

Besat af evighed forsøger jeg indigneret at befri mig fra altet, men indser aldrig at jeg brydes med mig selv. Det er der ingen grund til. Målet er vejen.

Jeg er et træ i saltvandskanten.

Det er ved at være 5 måneder siden jeg forlod min rigtige computer og fløj til Frankrig med en macbook i tasken. Ikke at en macbook ikke er en computer, men det er bare ikke det samme når jeg ikke har Linux.

Alting er meget nemmere nu. Simpelt, enkelt, pænt, brugervenligt… kedeligt. Forfærdelig uudfordrende så at sige. Apple har nemlig indset at den gennemsnitlige computerbruger helst ikke vil, og for det meste ikke kan finde ud af at lære noget nyt. Med dette som deres hovedfilosofi har de formået at lave et system hvor det ikke er muligt at tweake noget som helst. Det gør det selvfølgelig også svært at ødelægge noget som helst hvad der kan være en fordel i mange situationer, men nogle gange mangler jeg at opleve suset i maven når jeg lige skal prøve et eller andet. Jeg mener, når man klikker på ‘avanceret’ i finder’s indstillinger kan man indstille om Finder skal vise filtyper. COME ON!!!

Det er så gennemført lavet at jeg har brugt 3 timer på at lede efter en måde så jeg kan se skjulte filer. Man kan ikke se skjulte filer på en mac!!! (eller jov, det kan man godt, men det er i hvert fald ikke meningen at man skal kunne det). Det virker på en eller anden måde absurd at hvis jeg gemmer mit worddokument som .test.doc (med punktummet forest, det betyder at filen er skjult), så er filen fuldkomment forsvundet. Det siger sig selv at før jeg får lov at gøre en sådan ugerning selvfølgelig bliver præsenteret for en sød lille reminder af OS X.

Ikke at jeg overhovedet kan tillade mig at protestere over det her systemer. Det virker jo, og til tider bliver jeg også helt fornøjet over hvem enkelt og fremragende det virker. Og hvor lækkert og gennemført det hele ser ud, selvfølgelig.

Men ikke desto mindre savner jeg Linux. Det er nok den nørdede side af mig der får overtag nu og da. For ikke at snakke om den idealistiske. Apples software er jo låst fast i pengeverdenens klamme lænker, og hver gang jeg finder et godt program jeg står og mangler, så viser det sig at være shareware og typisk så ukendt at jeg ikke engang havde en chance for at bryde loven selvom jeg ville.

Når det endelig skal siges så er det nu nok alligevel problemerne jeg savner. Jeg savner at rode rundt med kommandoer og konfigurationsfiler for at få et eller andet software i alpha-stadiet op at køre, bare fordi det kunne være sjovt.

Det der med bare at virke, det tager lidt det sjove ud af legen, synes jeg.

Jeg sad og kiggede på et kort forleden da jeg studsede over hvor flotte stednavnene egentligt var. På trods af at jeg ikke kan udtale ordene rigtigt så besidder disse stort set meningsløse ord stadig et aftryk af den kultur de stammer fra. Hvert nutidigt og fortidigt sprogområde har sine navnetyper og kaldemåder der giver området et særpræg på grund af det navnene fortæller om fortiden og nutiden. Selv når navnene står alene, befriet fra læserens geografiske og historiske forudindtagelser er ordenes udtryk stadigvæk unikke.

Så derfor skrev jeg 6 digte fra forskellige steder i verden. Digtene betyder ikke noget, for der er ingen mening med ordene andet end de stednavne de er taget fra. Når de bare står der er de fremmede og lukkede, men gør mig den tjeneste at læse dem højt for dig selv eller andre og lad lydende åbne sig op for dig.

Mqinvartsveri

Ordzhonikidzevskaya Chervlënnaya
Malgobel nazran Achkoy-Martan
Shelskovskaya Kardorikskaya
Kamennomostskoye malka

Prokhladny Kusparty
Nartkala Zhemtala

Karbardino-Balkaria Kazbek
Kusparty Chikola Meskendzha
Chonka-Tau Akhkent Okhli
Gora Dzhangay Kadar Khapshi

Digtet finder sted på Caucasus nordside, hvor tjetjenien og rusland holder op, og Georgien begynder

El Muqãbalein

Kurfeir el Wakhyân
Mushuqqar Hisbân

Barâzin El Tuneib Um El Hanâfish
El Yadûda Shammaseen Mähis

Jordans ørken har givet navne til dette digt

Gurjaani

Akhalgori Khashuri
Shulaveri Manglisi

Sach’khere Java
Ts’khinvalj Suida

Arpaçay kartsakhi
Gädäbäy Qaracämirli

Hoktemberyan Çatak
Tortum Narman Kobak

Ordene i dette digt er taget fra en smeltedigel af sprog og kulturer i området hvor Tyrkiet møder Iran og Georgien

Machu Picchu

Laguna Caycococha
Nevado Choquetacarpo
Quebrada Suchuna
Yanamo Socohuayeo
Incahuasi

Sara Huascacocha
Plateriyayoc Totora
Pucapuca Chaupicocha
Maranniyoc Sacsara
Chaupiloma

Andesbjergene er rammen for dette digt der finder sted nord for Macchu Pichu

Bodensee

Markdorf Tettnavn Zuzwil Waldkirch Arbon Vogt
Scheffau
Schneidegg
Mattwil
Berg
Kreuzlingen Friedrichshafen Lustenau Lindenberg
Egnach
Lindau
Amtzell
Uzwil
vogt

Schweitz, Tyskland og &Oslashstrig møder hinanden i området omkring Bodensee hvor stednavnene i dette digt også kommer fra

Lhasa

Marlampa Numa Rongda
Kharden Shatra Juenpa

Doekyilzur Tadongshar

Rizur Thentong Doenwang
Bonshoe Shatra Lingtsang

Nagtsagjang Gora Shar

Gamle bygninger og berømte gader i Thibets hovedstad har lagt navne til denne gang

Särkikangas

Kiuas Korventie Akentie
Sysimiehentie Halmetie

Vasap Polku
Särkikankaan Latu

Varsitie Akentie
Harjetie Asematie

Vasap Polku
Särkikankaan Latu

Det er Finlands dejlige sprog der står for tur denne gang. De fleste af ordene er gadenavne i en by i Nordfinland

Wiloyat
Andijon
Khorazm Bukhara
Jizzakh Farghona
Namangang Qashqadaryo
Nawoi Surkhondaryo
Samarqand Sirdaryo
Tashkent

Dette digt består af samtlige 12 regioner i Uzbekistan

Jeg håber du nød højtlæsningen. Det var i hvert fald spændende at finde navnene.