Jeg er inde i en killer-spree med gamle digte lige for tiden. Her er et til, selvom det ikke er helt så gammelt som de andre. Det er også lidt anderledes.

Jeg er nok den lykkeligste i verden
Tænkte en dreng en dag ved sig selv
Da han kom gående ned ad rue Gaston
Med et nykøbt stykke kage fra den lokale bager
Og en lille gul papirlap hvor der stod 10 cifre
Som var knuget og krøllet sammen i venstre hånd
Og mens tankerne dansede omkring ham i sprælsk eufori
Vandrede han stille og roligt videre som så ofte før
Og smilte til gravene på kirkegården
Og den slidte facade på det gamle teater
Og grønthandlerens lavstammede puddel
Og de blå tilskoddede vinduer hos den lukkede slagter
For det kunne godt være han ikke vidste
hvad livet ville bringe ham om føje tid
men forventningens glæde gjorde at han
lige præcist i dette korte tidsrum måske havde ret

Jeg fortsætter i tråd med igår med endnu et gammelt digt jeg fandt på computeren

Har jeg nogensinde fortalt dig at du er smuk,
når du sidder der over for mig på tværs af stolen
og småsludrer mens du stryger dit brune hår væk
så de glimter i lyset fra sterinlysene på bordet
og lægger sig til rette sådan at det fremhæver dit smil
når du med undren i stemmen spørger om jeg hører efter
og i samme nu ubevidst rykker lidt i stolen
så skjorten viser en smule af din højre hofte
der drager mine øjne til sig så jeg dårligt nok
kan koncentrere mig om at svare ja på dit spørgsmål
og du ler og jeg ler og dine øjne ler
og du sidder stadig på den let reseverede måde over for mig
og smiler dit karakteristiske smil jeg kunne genkende
på 3 kilometers afstand hvis jeg havde lyst
og jeg retter mig op og tænker ved mig selv
Jonas, hvad laver du her? Du ender med at falde for pigen

Forestil dig at du vågner op midt om natten ved at standerlampen der står ved siden af din seng pludselig vælter. Du kigger søvningt på uret der viser 5:50 og tænker at der endnu er lidt tid at sove i, men hører mere støj bag dig og vender dig om. Der, ikke mere end 1 meter fra dig er en mørkklædt skikkelse ved at hoppe ud af vinduet der pludseligt står på vidt gab.

Hvad ville du gøre?

Rent personligt kan jeg i hvert fald fortælle hvad jeg gjorde, for situationen skete for mig igår nat, og jeg må indrømme at min reaktion overraskede mig en smule.

Jeg tror de fleste af os har hørt om tilfælde af panik hvor folk har reageret fuldstændig instiktivt i rædsel, frygt eller afmægtighed, men personligt havde jeg indtil igår aldrig oplevet hvad det virkelig ville sige når instinkterne slår til og alt andet mere eller mindre slår fra. Jeg har ofte overvejet hvordan jeg selv ville reagere i en panisk situation, og håbet på at jeg ville kunne holde hovedet koldt hvis jeg for eksempel befandt mig på en synkende færge. Jeg tror ikke jeg kan drage nogle videre paralleller mellem det jeg oplevede igår nat og så mine hypotetiske tankeeksperimenter, men jeg fik da i hvert oplevet hvad det vil sige at slå klik.

Jeg ved ikke om det har nogen relevans, men jeg synes det hører med til historien at fortælle at jeg da jeg var mindre havde svært ved at falde i søvn om natten, fordi jeg altid troede der var nogle lige bag mig. Jeg kunne ligge og vende mig frem og tilbage i timevis og hele tiden føle en tilstedeværelse som jeg badet i koldsved ikke kunne bortforklare med fornuft og tændte lamper. Jeg tror ikke jeg nogensinde forestillede mig at det mareridt skulle blive til virkelighed. Prøv at kig på dit vindue, og forestil dig at der står en fremmed person uden for og venter på at du falder i søvn, så personen kan hoppe ind. Lige nu giver det mig kuldegysninger bare at skrive sætningen, men jeg har svært ved at gennemskue om jeg kan formidle den angst jeg oplever videre, eller om mine beskrivelser er tom luft. Skodderne er slået for i aften, og lyset er tændt.

Normalt sover jeg med åbent vindue. Derfor var det ingen sag for indbrudstyven at skuppe vinduet op og hoppe ind, hvis ikke den førnævnte standerlampe stod i vejen. Jeg ved ikke om det var computeren på bordet der trak eller om tyven troede at værelset var en ubeboet indgang, det er vel heller ikke så vigtigt. Fakta er at standerlampen stod i vejen og vækkede mig, der ved synet af en vildt fremmed lige ved siden af min seng gik fuldstændig i panik. Jeg kan desværre ikke berette om nogen heroiske gerninger, for det tog ikke tyven mange millisekunder at hoppe ud af vinduet igen. Jeg havde på det tidspunkt per automatik grebet det nærmeste inden for rækkevidde; min hovedpude, og sprang ud af sengen og hen til vinduet mens jeg skreg af mine lungers fulde kraft. I et kort øjeblik overvejede jeg at kyle min pude af fuld kraft ud af vinduet efter tyven, før jeg pludselig i et kort øjebliks klarhed indså at det ville betyde at jeg bare skulle ud og hente den bagefter, og det havde jeg ikke lyst til.

Eftertanke eller ej, så tror jeg at jeg skreg under hele optrinnet, uden overhovedet at overveje at stoppe, og da jeg havde sluppet mit grep i puden stædsede jeg skrigende op af trappen hvor forældrerne har soveværelse (jeg er au pair og bor hos en fransk familie). Jeg stoppede først med at skrige da jeg så Emma på 9 år stirre skræmt på mig fra sin døråbning. Lige på det tidspunkt stoppede al instinktiv panik pludseligt og jeg stod rystende tilbage kridhvid i hovede, fremstammede en undskyldning til Emma, og prøvede at forklare forældrerne at der havde været en tyv inde på mit værelse.

Der skete ikke så meget sidenhen. Béatrice som er moren i familien så en bil køre hurtigt væk og noterede nummeret ned, men det vidste sig senere at hun måtte have set lidt forkert. Mig og Patrick (faren) gik lidt rundt på må og få i huset og konstaterede at tyven nok aldrig kom længere end til mit vindue og at der ikke var flere af dem på spil i vores umiddelbare nærhed. Så jeg gik tilbage til mit værelse og lagde mig til at sove videre.

Jeg ved ikke om jeg reagerede anderledes end andre ville have gjort i min situation. Ikke markant, vil jeg tro. Men jeg i løbet af dagen spekuleret på ét aspekt af nattens oplevelse som jeg ikke vil have troet om mig selv.

Da jeg rendte efter tyven med puden i hånden så jeg rødt. Jeg ville gøre så meget ondt som muligt på personen. Det at han løb væk gjorde mig dybt rasende og såret. Ved eftertanke er min aggresivitet kommet bag på mig, og jeg er idag temmelig glad for at situationen nok ikke kunne have udviklet sig til mere end en bizar ensidet pudekamp havde tyven været lidt langsommere.

Mens jeg lå i min seng lidt senere og prøvede at falde i søvn igen tænkte jeg ved mig selv at jeg burde have en kniv liggende i nærheden til næste gang. Jeg er glad for knive, har en del og bruger dem ofte til dagligdags ting, så det ville ikke være den store omvæltning at have en liggende i nærheden af hovedpuden. Til gengæld spekulerede jeg i løbet af dagen på hvad konsekvensen ville være hvis jeg kom i situationen igen og havde en kniv ved hånden. Tanken skræmmer mig, for jeg er ret sikker på at jeg ville bruge den.

I løbet af eftermiddagen snakkede jeg med naboen der udtrykte at det var en skam jeg ikke lige fik grebet fat i anklen og fangede tyven i flugten ud af vinduet. Jeg sagde det ikke, men inderst inde var jeg lykkelig over at tyven ikke snublede over vindueskammen på vej ud og satte mig i en situation hvor jeg kunne angribe eller flygte. Jeg har efterhånden som dagen er gået udviklet en helt sympatisk holdning til den stakkels person der er nød til at bryde ind på mit værelse for at skaffe penge til dagen og vejen. Da Béatrice (moren) fortalte mig at hun havde snakket med politiet og at de intet kunne stille op med nummerpladen hun havde noteret blev jeg lettet. Det overraskede mig også en smule, for jeg ser ikke mig selv som den mest altruistiske person når det kommer til stykket.

Så nu sidder jeg her og skal til at falde i søvn, og det er ærlig talt lidt svært at tage sig sammen til at gå i seng, for jeg kan føle skyggerne danse på væggen og fornemmer at mine drømme ikke bliver rare i nat.

Jeg håber de holder sig til pudekamp.

Fordelen ved at bo ved siden af Airbus’ hovedkvarter er at nogle af flyene der flyver rundt hernede er lidt mere spændende end den typiske dc9′er jeg er vant til at se i Danmark.

Forleden dag fik jeg noget af et shok da jeg gik ud af døren, for lige over mig, ikke mere end 200 meter oppe svævede 380′eren gennem luften som en graciøs blåhval med vinger. Flyet der for tiden bliver færdigudviklet af airbus er det eruopæiske svar på jumbojeten, bare større. Desværre havde jeg ikke mit kamera på mig da jeg sidst så den, men her er et billede jeg snuppede fra wikipedia:

Siden airbus egentligt er et europæisk samarbejde er der en mængde fabrikker spredt ud over Europa som hver især leverer dele af flyet, og til transport har de en anden kæmpe der relativt ofte flyver forbi når jeg kigger opad:

Sidst men ikke mindst så jeg forleden mit absolutte yndlingsfly gennem tiderne stå ensomt og forladt på blagnac lufthavn og vente forgæves på den dag det igen for lov at få ludt under vingerne. Jeg kunne knap nok koncentrere mig om at holde bilen på vejen, for jeg kørte lige forbi snuden og fik hele vidunderet tæt på. Her er et billede som også er tage fra wikipedia. Det er dog ikke den samme Concorde som jeg så:

Dagens bonusinfo: Jeg er gået igang med at lære lisp.

Lisp er et oldgammelt programmeringssprog som er alle andre programmeringssprog fuldstændigt overlegent (som så mange andre programmeringssprog, i følge internettet).
Om lisp har noget at have det i aner jeg ikke, men det er spændendeog giver mig lidt hjernegymnastik nu da jeg ikke har de ugentlige matematiktimer at spendere hjernevirvlerne på.
Noget af det jeg finder interessant ved lisp er muligheden for at programmere kode der skriver kode. Det giver en forfærdelig abstrakt mulighed for at lave komplicerede programmer hvis man kan finde ud af det. Det kan jeg ikke. Indtil videre i hvert fald, men det bekymrer mig ikke det mindste.

Lisp blev oprindeligt brugt af folk der arbejdede med kunstig intelligens, men i dag bruges det mest af folk der er absolut vil skille sig ud fra mængden ved at bruge et absurd sprog som de selv opfatter som meget bedre end alle alternativer. I ved, lidt som at stå på telemark i stedet for alpin ski, eller lidt som at tage til udlandet uden at kunne sproget i stedet for at blive hjemme og have det meget nemmere, eller lidt som at boycutte alt fjernsyn i stedet for bare at lade sig underholde, eller lidt som at høre progressive rockmusik fra 70′erne i stedet for at slappe af til hvad radio’en nu spiller, eller lidt som at vandre op og ned af et bjerg i 12 timer i stedet for bare at blive derhjemme og høre regnen piske mod ruden, eller lidt som at løse sine matematikopgaver i octomatics dengang man havde sådan nogle, eller lidt som at skrive sine egne børnebøger fordi man synes de fleste der eksisterer er for dårlige, eller lidt som at insistere på ikke at uddanne sig i danmark selvom alt andet er dødbesværligt, eller….

Hvad er der galt med mig?

Jeg har kun mødt én gigant i mit liv, men han var til gengæld også så omfangsrig at det tog mig flere dage at undslippe hans tyngdefeltet.

Manden var en verden i sig selv, et centrum så stærkt at selv tiden bøjede sig om ham og efterlod et rum i hans nærver hvor timer og minutter ikke længere eksisterede.

Når ethvert formål forsvinder er kun tilstedeværelsen efterladt. Tilstedeværelse hinsides kedsomhed, ensomhed og rastløs traven. Der er kun salig dvælen ved sekundets klang. Det var denne tilstedeværelse han indgød mig idet han sag over for mig smagte eftertænksomt på ordene jeg havde ytret ham.

Okay, sagde han.

Okay sagde han så igen, nu med en anden accent, som for at føle ordets kanter og kurver før han gav slip og lod det slippe fri.

Og ordet fløj og formede i mig en oplevelse, et minde, et lille brudstykke af hans væsen.

For sådan taler giganter.

Der er rent faktisk en grund til at aktiviteten har været lidt lav på det sidste, for jeg har været travlt i gang med at skrive og tegne min første bog. Debutromanen har jeg navngivet “Musen der ved en fejl kom til at spise en elefant”, og roman er måske så meget sagt. Read more…

Min krop er smadret og jeg er dødhamrende træt efter 4 dages uafbrudt fysisk anstrengelse, men mit sind får ikke hvile før jeg har gjort en fantastisk cykeltur op i kolde kyniske klare tal og facts. Derfor har jeg indtegnet hele ruten i google maps for at finde ud af hvor langt jeg helt præcist kan være stolt over at have flyttet mig. Resultatet ser sådan her ud:

Distance kørt i alt: 299km og 817,2m

Torsdag: 69km fra klokken 10 til 18 med masser af pauser for vejret var dejligt og varmt
Fredag: 125km fra klokken 05 til 18 over 3 bjergpas med omtrent 2000 højdemeter alt i alt
Lørdag: 106km fra klokken 08 til 14 langs Canal du Midi med vinden i ryggen

Klik på kortet for en ekstremt præcis og detaljeret version på google maps, men lad være med at zoome ud. Skriv dernæst ”Perpignan” i søgefeltet over kortet og scroll lidt nedad for at finde startpunktet (Port-Vendres). Lad som sagt være med at zoome ud, for det sender browseren på overarbejde.

Det er blandt børnebøger jeg har stødt på noget af det mest uopfindsomme litteratur jeg i mit liv har været udsat for.

Jeg forventer ikke eksistentielle problemstillinger taget op til debat, men jeg forventer at kunne læse en bog højt uden at føle mig væsentligt dummere bagefter. Det virker måske ligefremt at store klassiske mesterværker næppe er henvendt til en tilskuerskare der ikke kan kende forskel på en giraf. Kan det virkelig være den store overraskelse at børnebøger er lidt trivielle, kan jeg høre mig selv spørge fra indersiden af kraniet. Børnene kan jo lide dem.

Det er et overbevisende argument, for det er rigtigt. Perrine på 4 som jeg læser en del for er vild med en historie kaldet T’choupi der handler om hovedpersonen T’choupi der ikke kan finde sin bamse, bliver ked af det, finder den under sengen og bliver glad igen. Jeg har gjort Perrine opmærksom på at historien er åndssvag og perspektivløs men hun forbliver urokkeligt uenig med mig. Hun elsker den lige så højt som hun tilbeder Teletubbies og McDonald’s.

Men, (og her kommer min pointe), fordi hun kan lide junk behøver ikke at være grund til ikke at sigte lidt højere.

Intelligens er ikke hovedårsagen i denne problemstilling. Der ligger ingen nødvendighed i at afføde hende med middelmådighed bare fordi hun er et barn og af den grund har et simpelt verdenssyn. Vi har alle, høj som lav, en indbygget svaghed for junk, fordi det er nemt. Lad det være hollywood-film med forudsigelige plot, lad det være fastfood uden indhold, eller lad det være den daglige Tv-avis.

På samme måde er T’choupi nemt for Perrine. Afslappende hjernedød underholdning uden dybde og essens. På samme måde står der intet i vejen for at give hende noget udfordrende i stedet. Det behøver ikke at være Newtons Principia eller Shakespeares samlede værker, for de findes faktisk, de udfordrende børnebøger. Der er bare ikke særlig mange af dem.

Det at de findes er det endegyldige bevis på at forfatterne til resten af bøgerne burde have taget sig sammen eller fundet sig en anden branche hvor forsimplede og overfladiske løsninger er i højsædet. (politik kunne være et godt bud).

Så kære forfattere, tag jer sammen, læg en ære i jeres enhver, lad være med at udsætte de kære små for litteraturens svar på transudmættede fedtsyrer.

Eller måske rettere: Hvad fanden er jeg så?

Svaret på det spørgsmål aner jeg virkelig ikke, men jeg ser heller ingen grund til at tvinge mit verdensbillede ind under en bestemt kategori, så i stedet vil jeg gerne give en kortfattet resume af mine refleksioner over emnet.

Hovedsagen er at jeg tror. På hvad ved jeg egentligt ikke helt, og måske er tro ikke engang det rigtige ord…

Jeg håber. Jeg håber på livet, på daggryet og på lykken. På det meste når det kommer til stykket. Mit håb stammer fra en essentiel afmagt jeg føler over for at kunne vide noget som helst, for jeg er kun én. Én eneste gnist af bevidsthed der opfatter og reflekterer over et sekund af horisonten som for mig er alt der nogensinde har eksisteret.

Vi er alle kun én. Selv når vi står sammen ved vi ikke noget som helst. Men dermed ikke sagt at sanserne er alt og et og at der ikke findes andet end refleksioner over sansninger, for jeg tror ærlig talt ikke at den empiriske tilgang til verdenen er særligt fyldestgørende. Inderst inde opfatter jeg ikke sanserne som andet end et spejl af mig selv. Jeg er på sin vis den verden jeg sanser. Når jeg åbner øjnene og kigger ud, er det virkeligheden der kigger på sig selv. (Det er bare mit generelle menneskesyn. Jeg går ikke rundt med nogen frygt for at være unik på det punkt).

I sidste ende aner jeg ikke hverken fra eller til som sædvanligt. Jeget er for mig at se sådan set både alt og intet i forhold til verdenen, og i sidste ende så temmelig integreret at jeg egentligt ikke kan se nogen grund til at skille de to ting ad. Ud over den uafvendelige identitetskrise det ville medføre for den moderne verdens individer selvfølgelig.

Tilbage står jeg så efterladt af fornuft og overblik og betragter mig selv og min verden i en afmægtig følelse af ikke at kunne gennemskue konsekvenserne af noget som helst. Hvordan skulle jeg kunne vide om den ene billiard-bold ruller videre efter den anden rammer den?

Fra et eksistentielt bliver det kun endnu værre. Jeg kan umuligt oprigtigt tro at mine handlinger er til gavn eller fordel for noget som helst, for der er ingen klippegrund jeg kan støtte mig selv til.

Tilbage står jeg med håbet om at det sådan set nok går alligevel, og det er hverken negativt eller apatisk for når jeg håber er det med tillid til at det ikke er nytteløst.

Det er ikke som en bøn der forventer opfyldelse, eller et råb der forventer svar. Det er mere i retningen af at gå fremad i blinde og føle sig sikker i håbet om ikke at falde.

Jeg tror ikke på gode eller onde mennesker og gode eller onde handlinger, men jeg har tillid til at verdenen basalt set er helt fin, og det gør enhver skala fuldstændig overflødig…

Jeg tror ikke på livets formål, eksistentielle niveauer eller verdenens endepunkt, men jeg har tillid til at det bliver en oplevelse alligevel…
Så for at vende tilbage til hvad hele teksten drejer sig om, så er jeg ikke ateist eller for den sags skyld agnostiker på grund af min tillid.

Jeg er magtesløs i mit håb men håbefuld i min tillid.

(Der måske er en tand for bombastisk men mener det oprigtigt)