Punk/Hippie dualiteten der slog mig da jeg først ankom, blev først for alvor virkelig da jeg fredag aften tog ud for at se nattelivet an. Hvor festivallen om dagen er et kaotisk men idyllisk fristed hvor folk sidder i græsset med trommer og fløjter og halvmediterer, så bliver det om natten forandret til en pulserende arena af elektroniske rytmer der blander sig sammen med masserne der danser og danser og danser og danser.

Her er ingen lamper eller laterner der belyser festivalspladsen, så de eneste lyskilder er sporadiske projektører der lyser op i teltene i takt med rytmen af musikken, og menneskene der stadig danser.

Det er marts måned, og selvom det er sydspanien er natten stadig kølig, så den letteste måde at holde sig selv varm på er forvilde sig ind blandt menneskerne der bare fortsætter med at danse.

Jeg er nok mest et dagsmenneske når det kommer til festivaller.

Vi spiste engelske bisciuts og havlrådden frugt til morgenmad. Vores engelske naboer havde været forbi supermarkedets skraldespand på vej til festival og havde fundet en guldgrube af frugt der åbentbart ikke var værd at sælge mere. Og Marcellis havde medbragt masser af biscuits. Scrumptious!

Det jeg holder mest af ved festivaller er de mennesker jeg møder. Der er en lidt anden stemning når man sådan alle er væk fra vante omgivelser og så videre. Der er lidt mere åbenhed. Selvfølgelig deler vi morgenmad.

Naboerne med den rådne frugt fortalte at de kommer fra et hippiekollektiv ved kysten i Wales hvor de lever af affaldsspandende bag supermarkederne i området. Sådan mad-mæssigt i det mindste. De havde kørt herned i en stor hvid varevogn, og på vej ned gennem Frankrig havde de mødt et par spanske blaffere der efter en vandretur i Skotland var på vej hjem. Så vidt jeg kunne forstå boede de egentligt i Barcelona, men nu var de endt her, og det var sådan set også helt fint.

Og så var der mine genboer som kom fra Schweiz og brugte det meste af deres tid på festivallen på at snitte i træ. Da de blæste op i løbet af dagen endte mit telt mere eller mindre oven i deres, men der var ingen grund til alarm mente de, og hjalp mig med at finde et par sten at lægge i det så det blev på jorden, hvorefter de ellers satte sig og snittede videre.

For ikke at nævne en raver der dag efter dag stod det samme stod med hænderne over hovedet og ravede til den samme musik i alle fire dage jeg kiggede forbi.

Eller den ædre herre i et nydeligt jakkesæt der virkede som om han ikke helt hørte til. For at tilfredsstille min nysgerrighed gik jeg hen til ham og spurgte ham på gebrokken spansk hvordan det kunne være han havde jakkesæt på. Han svarede mig ligefremt at han godt kunne lide at have jakkesæt på, og jeg lærte hvad det ville sige at være virkelig non-conformist.

Fiesta del dargon er en fri festival. Den største af sin slags i Europa for den sags skyld. Så vidt jeg kan se er de fleste spanske aviser enige om at vi var omtrent 13000 rebeller der alle burde dømmes for støjforurening. Hvad de burde have skrevet er noget mere i stil med ‘13000 mennesker formår at overleve 4 dage sammen uden rindende vand og elektricitet og toiletfaciliteter’, for i og med at festivallen er fri, betyder det også at der ikke er sørget for noget. Selv ikke musikken er en selvfølge, for som arrangørerne skriver på deres hjemmeside så kan det være fordelagtigt selv at tage en scene med, hvis man har lyst til at spille en sang.

Et andet råd på hjemmesiden er at man selv tager en skovl med, i det tilfælde man skulle have lyst til at forebygge forstoppelse.

I praksis betød det at hippiekollektiver fra rundt omkring - mest England - havde medbragt generatorer og kæmpe højtalersæt og nu sørgede for at der i alle døgnets 24 timer rungede enten trance eller reggea ud i atmosfæren. Typisk en skønsom blanding, siden de kun var et par af scenerne der rent faktisk var placeret i et telt for at skærme lyden.

Mad og drikke kan man købe sig til, hvis man som mig var for doven til at medbringe det på forhånd. Der er ikke noget videre reglement eller licensering, så hvis du har et gasblus og lidt mel og vand er der intet i vejen for at du åbner en bagerbiks. Det var der temmelig mange der gjorde, hvad der betød et væld af farverige boder der solgte stort set alle de varianter af letfordøjelig fastfood der normalt findes på en festival, bare med den undtagelse at her kostede en øl kun en euro. Najs!

Det var ikke helt planen at min første aften på festival i Sydspanien skulle ende i et skybrud.

Taget min planlægning i betragtning kunne det vel næppe have kommet bag på mig at der ville snige sig et par overraskelser ind hist og her, men det slår mig at når jeg overlader livet i hænderne på tilfælder står jeg tilbage med et resultat der er mere surrealistisk end jeg nogensinde kunne have forudsagt.

Min karriere som blaffer på en spansk tankstation endte brat da en flok hjemmestrikkede poncho-typer i en grøn varevogn med fartstriper råbte mig an for at høre om jeg ikke ville køre med. Det virkede som en fremragende idé, så jeg hoppede ind og før jeg vidste af det var jeg praktisk talt adopteret. Marcellis der kørte bilen havde inviteret tre piger fra henholdsvis Italien, Tyskland og Grækenland med på et roadtrip fra Torino i Norditalien til Andalucien, for at komme på Fiesta del Dragon. Han var selv en Italiensk hippie fra et farm-kollektiv oppe i Norditalien et sted.Det var omtrent sådan han beskrev sig selv da jeg spurgte.

Som én stor familie provianterede vi i Órgival og kørte bagefter ned på den udtørrede flodseng der udgjorde rammerne for festivallen. På vej ind mødte vi nationalgarden der stod og kiggede lidt resignerede ud i luften. Det virkede som om de havde stillet sig tilfredse med at betragte optoget af farverige og/eller udslidte varevogne og autocampere der kørte forbi dem i en lind strøm. Meget andet kunne den snes soldater vel heller ikke rigtigt stille op.

Selve festivallen var allerede temmelig befolket af en broget flok mennesker der mest af alt lignede en blanding af neo-punk Terry Gilliam sci-fi og 60′er woodstock nostalgoi. Det føltes som om jeg var ankommet til en fest hvor temaet var nitter/flowerpower, ser man bort fra at en betragtelig del af deltagerne her formentligt går sådan klædt til dagligt også. Det er ikke særlig svært at skille sig ud fra sådan en flok non-conformists.

Det begyndte at regne temmelig tungt da vi kørte ind på festivalpladsen, så min nye familie insisterede på at jeg blev og spiste aftensmad sammen med dem i stedet for at spendere tiden ude i regnen på at sætte mit telt op. Det tog mig ikke mange cost-benefit analyser at regne ud at de havde en god pointe. Og desuden så laver Marcellis en virkelig god pasta med pesto. Han er trods alt italiener.

De næste 4 dage er sat af til festival i midten af ingenting ved foden af Sierra Nevada. Fiesta del Dragon hedder den, og det er også stort set alt hvad jeg kan finde ud af. Jeg ved ingen gang præcist hvor den er, men jeg tænker ved mig selv at europas største frie festival nok skulle være til at finde.

Min nabo har også hørt om den, nævner han aftenen før det går løs. Han så i et indslag i nyhederne forleden at borgmesteren i Orgiva havde sendt nationalgarden ud for at lukke hele foretagenet ned. Naboerne havde vidst klaget over lydniveauet.

Right…

Jeg har ikke taget to dage fri fra arbejde uden grund, så jeg kan da tage bussen hen for at kigge på sagerne om ikke andet. Det virkede i hvert fald som en glimrende idé indtil damen i billetlugen sødt fortæller mig at bussen til Orgiva kørte igår, og den næste kører lørdag eftermiddag.

Riiight…

Så jeg blaffer. Det gør jeg sku. Med telt og mad på ryggen overlever jeg nok hvis der går en nat før jeg kan komme tilbage igen. Hvor intet vover osv.

Og sådan gik det til at jeg stod og tomlede på en tilfældig tankstation i Andalucien for at komme på en festival jeg ikke vidste om eksisterede og ikke rigtigt vidste hvor var, mens det langsomt begyndte at dryppe fra en tung Sydspansk himmel.

I will never forget the first time I encountered mr Jones. He was leaning nonchalantly against the lonely streetlamp his arms crossed in a sense of restrained expectation you’d only notice if you knew him well.

I didn’t, and the revelation sent a stubborn thrill down my spine subduing my every effort to oppress it mercilessly.

Not a single harsh movement disturbed his state of perfect equilibrium as he slowly turned his head. Through his carelessly worn black sunglasses he sent me a discomforting penetrating gaze.

“Mr Jones” I inquired hesitantly with the resilient smirk I so often practiced in my younger days.

He nodded apocalypsically.

With a swift snort I elaborated:

“I’ve come to bring you in”

A sincere shadow of disgust passed over his time-worn face before it vanished leaving only a solemn spark in the right eye.

“I concluded that much from your slobbery approach” he stated with a self-righteous stare above the edge of the sunglasses.

Obliviant to his frantic insult I frivolously attempted to continue but he silently cut me off with candid expression of anxiety.

“I won’t be leaving” he mumbled with a hint of bitterness, almost spitting the words in my face.

It dawned upon me that I had come in vain and I turned to leave this desolate spot in time and space behind me.

It was in that moment I heard the shot as a distant echo from within my own skull. All turned dark as my consciousness left my body helpless behind.

I woke up on the bottom of the well.