houseboats laying on the bank of the Seine, with Notre Dame in the background.

Here are three different photos, all of colors I found throughout Paris.

Well, it’s actually a statue, which explains the green hue of the base

From the bank of La Seine, the red is rust from an iron ring above the photo

Some old graffiti not really cleaned

This is a series of photos I took of some flower while a train was driving by in the backround. I find the serie interesting because the colors of the unfocused trainwagons gives the pictures an unatural glow.

As the title so clearly instructs, this is actually a part of a mailbox. The yellow thing is probably meant to have a name on it, but the one I found didn’t, and good the same.

The activity has been a little low the last week or two, because I have been skiing in the Alps and visiting Paris. As anyone could guess, this means lots of new photos. So many in fact, that I don’t really know what to do with them. But I think I’ll just post a photo a day untill I get tired of it. Or maybe I’ll post more than one photo, if they belong together, but I might just as well post less than one, so this is no plegde to regular updates.

Crackles in paint on a wall in Tournefeuille

Forleden læste jeg en artikel i Popular Mechanics. Den var fra 1950 og handlede om hvordan verden ville se ud ved årtusindskiftet. Her var flyvende biler, planlagte byer med lige gader, telefoner med indbygget fjernsyn og heliports til samtlige husstande. Det er klart at forfatterne ikke ramte særlig præcist i deres forudsigelse, men som læser fra år 2000+ var det også slående at forudsigelserne var fanget i deres egen tid. Verdenen som artiklen beskrev var så at sige en harmonisk, teknologisk videreudviklet og moderniseret udgave af 50′erne. Artiklen handlede ikke om fremtiden, men de forhåbninger og forventninger man håbede den ville bringe tilbage i 50′erne.

Popular mechanics står ikke alene, for efter at have læst artiklen gik det op for mig at alle de artikler jeg læser nu om dage begår den samme fejl. De konstruerer en verden af borgere fra vores tid, omgivet af teknologiske landvindinger og markedstrends. Der bliver sjældent taget højde for at vi om 50 år måske (og højst sandsynligt) har forandret os enormt. Tænk tilbage på forskellen på 50′ernes samfund og sammenlign så med det samfund vi har i dag inden for så centrale emner som moralske værdier, samfundsmæssig struktur eller forbrug.

Det er nu ikke for at hænge nogle ud at jeg skriver dette, for hvordan skulle forfatterne af de forudsigende artikler også kunne regne ud hvad fremtiden ville bringe? Hvordan skulle forfatterne tilbage i 50′erne have den ringeste anelse om hvordan verden ser ud idag? De er chanceløse, og kan derfor ikke gøre andet end at projektere en teknologisk udvikling på det samfund de ser omkring dem. Inderst inde mistænker jeg dem for ikke engang at indse den begrænsning de arbejder under, men ganske naturligt tænke at deres hverdag såmænd nok er rimelig konstant.

Det kan historien hurtigt overbevise os om at den ikke er. Vi skal ikke særlig langt tilbage før ting vi tager for givet endnu ikke engang er blevet gisnet om. Koncepter som Markedsøkonomi, virksomheder, copyright og forbrug var om ikke utænkelige, så radikalt anderledes for bare 100 år siden. Går vi længere tilbage er den selvindifikation som vi har så travlt med idag fuldstændig ikke-eksisterende. Den verden vi skaber om os er i evig forandring, og om 100 år vil vi formentligt have forandret os lige så meget.

Når vi kigger på fremtiden med den konklusion i sinde, får det mange implikationer, for vi kan pludselig ikke længere konkludere at fremtiden bare er giga-pixel-kameraer og fjernsyn hvor man selv kan vælge tv-programmet. Selvfølgelig er de ting der måske også, men virkeligheden og samfundet de optræder i er markant forandret.

For at kunne forudsige hvordan hverdagen kommer til at se ud er vi nød til at forstå hvad der skaber de forandringer vi ser omkring os gennem årene. Det er ikke helt enkelt, og i løbet af historien har der været mange forskellige bud. Den typiske almenkendte indsigt jeg støder på oftest er at det er få stærke personer der handlekraftigt skaber historien. Ghandi, Hitler, Einstein, Dronning Magrethe osv. Personligt tror jeg det er en forsimplet model, fordi jeg tænker at disse personer må have deres bevæggrunde et sted fra. Ingen ghandi uden engelsk imperialistisk undertrykkelse.

Filosifisk set har der også være forskellige bud på fremskridtets bagmand. Hegel mente at verdensånden søgte mod oplysning igennem teser og antiteser der blev til synteser. Jeg tror eksemplet med Indien kunne forklares med Ghandi som tese og englænderne som antitese, samt indiens uafhængighed som syntese. Karl Marx tog denne tanke videre og mente at samfundet blev omvæltet når forholdet mellem klasserne nåede et bristepunkt af uretfærdighed. Alt tankegods og idealer var ikke en faktor for forandrelse, men et udtryk for at denne forandring fandt sted. For ham ville Ghandis budskab om uvoldelig modstand være et produkt af den revolution som Ghandi forsøgte at gennemføre.

Begge herrers teorier er selvfølgelig mere komlicerede og vidtrækkende end min forsimplede gennemgang, men de kan bruges til at sætte tanker igang. I grunden ved vi kollektivt ikke hvad der skaber de forandringer vi har observeret gennem historien. På trods af talrige historiebøgers forsimplede årsagskæder er der i realiteten ingen der ved om det er teknologiske opfindelser der skaber økonomiske omvæltninger, eller omvendt. I sidste ende går det nok begge veje, og helt generelt skulle det ikke undre mig om virkeligheden er en god kombination af alle løsningsmodeller samt yderligere et par stykker som ingen har tænkt på (endnu).

Så hvad skulle de stakkels forfattere i Popular Mechanics have gjort? De burde have gjort som enhver spåmand/spåkvinde også burde gøre idag: Indse deres egen utilstrækkelige indsigt. Vi kan ikke tage en udvikling i et aspekt og fortsætte den som en funktion ud i fremtiden, uden at tænke på de sociale, økonomiske, tekniske og økologiske ændringer (med mere) det ville medføre. Rent faktisk så kan den forrige sætning gøres lidt kortere: Vi kan ikke tage en udvikling i et aspekt og fortsætte den som en funktion ud i fremtiden. Der er simpelt hen for mange variabler til at det er muligt at sige noget der bare giver den mindste mening i et større perspektiv.

Når det er sagt så er jeg nu meget glad for at forfatterne hos popular mechanics ikke gjorde det, for det kan godt være artiklen var ganske læseværdig da den blev skrevet, men den er om noget endnu mere underholdende idag.

I don’t know why, but I usualy post my photos in pairs of three. We can’t have this kind of stability hanging around, so to break the rule, here’s a real pair of two photos both from the same houseboat.

The contrast was a little too much for my camera, hence the the read line, but besides that I can inform that it’s the steeringwheel of the boat. I think there’s actually a word for that, but right now I’m completely blank

This is some painted windows I found interesting. They were all painted white, most probably because everybody walking on the shore could glance right in, if not.

And for yet another picture-session:

This is a dead bird

This is grafitti, but I’m not sure it’s not spelled graffiti… dunno.

And finally, the boat! Although this is only a small detail from it

The mountains aren’t pretty, cause there’s almost no snow, so I have to find something else to take pictures of.

Derude hvor horisonten får vinger og flyver væk med et suk, står havfugle og kigger fortabt på hinanden. Solen ligger blikstille på bølgetoppene der tavst ruller i baggrunden. Selv vinden fordyber sig i havets ro og slår sig ned med sagte stød.

Azurblåt og tanggråt står vandkanten og venter med tålmod min fods nølende nedkølen. Albuen dypper jeg først for at smage på temperaturen, der vækker tiltagende minder om dugfald og skumring. Dernæst hælen og fodsålen så vandet langsomt stiger opad mod tåspidserne i en isnende omklamring jeg ikke kan lade være med at nyde. Inderst inde bag brystet, over maven og vest for højre nyre strømmer forudindtagede bølgebrusninger igennem kroppen og jeg griner dem væk.

Latteren slås for en stund med havets tavshed før den giver op med en dyb indånding og forlader sig selv mellen sandkornene og de muslingeskaller der mangefarvede ligger i min lomme. Fortabt er nok ikke det ord jeg egentligt leder efter, men det er det eneste der falder mig ind idet vandet slår mod min knæskal med små rustne nyk.

Dynghøje skvabbetuer svajer saligt imod mig og byder mig resignerende velkommen til deres verden. Jeg nikker tilbage og opdager perplekts at fødderne slår rødder i den skaldyrskrydrede strandbund. Bevidstløs gror mit omfang ned mod undergrunden og fæster mig til livet som havplante i euforisk forenelse med verden omkring mig.

&Oslashsters klapper roligt i søvne og forestiller sig havstrømmenes forspilte muligheder. Horisonten der for lang tid siden forsvandt fra min næsetip med baksende vingeslag indser sit sande cirkerunde jeg. Et tilfældigt sandkorn falder uopmærksomt i staver med en irrelevant summen af ledighed.

Besat af evighed forsøger jeg indigneret at befri mig fra altet, men indser aldrig at jeg brydes med mig selv. Det er der ingen grund til. Målet er vejen.

Jeg er et træ i saltvandskanten.

To continue the photo spree I’ve been in the las couple of days. These are the last from this time around though, but it’s snowing outside so I’m hoping to get to the mountains soon. (snow in southern France!!! It’s superb.)

I found this orange building in an empty street in central Toulouse. Handheld with shutter on 1/4s… took me forever to take something that wasn’t blurred

This is just a bike. Enjoy the blue color.

Actually one of those zoo photos

So that’s it. No more this time around.